Politisk kommunikation 2.0

Det netop overståede folketingsvalg er en god anledning til at gøre status over, hvordan den politiske kommunikation har udviklet sig i Danmark i de seneste seks til syv år.

Folketingsvalget i november 2001 var det første, hvor man (læs: medierne) for alvor begyndte at interessere sig for politikernes og de politiske partiers kommunikation. Ikke mindst i skikkelse af spindoktoren, et nyt begreb, som gjorde sit indtog i samfundsdebatten det år. Flertallet af danskerne brugte ordet som et skældsord eller som synonym for manipulation eller kommunikationsbarriere mellem politikere, borgere og medier.

Men der var også nogle, der mere nøgternt talte om, at de nye medierådgivere og professionaliseringen af den politiske kommunikation var en nødvendighed. Man gjorde i den forstand opmærksom på, at den nyvalgte statsminister, Anders Fogh Rasmussen, ikke bare havde ladet sig inspirere af sin britiske kollega Tony Blair, men at spindoktorerne var udtryk for en mere omfattende udvikling i samfundet i almindelighed og i det politiske liv i særdeleshed (fra afsociologisering af det politiske til opkomsten af f.eks. tillidspolitik og værdipolitik).

Folketingsvalget i februar 2005 markerede endnu et skridt i retning af en mere professionel omgang med den politiske kommunikation. Men denne gang var det blandt journalister, eksperter og ikke mindst vælgerne, at udviklingen fandt sted. Overskriften for valgkampen i 2005 var "spin watch". Efter den første benovelse over spindoktoren fulgte en periode, hvor vælgerne i stigende grad begynde at optræde som "kritiske forbrugere" i forhold til de politiske budskaber.

*
Og hvad har så kendetegnet den politiske kommunikation under folketingsvalget 2007?

For det første har der ikke været det skift i anvendelsen af medier, som blev bebudet allerede i 2005. Ganske vist har partier og politikere udstyret sig med weblogs og videoclips i de nye sociale medier, og ganske vist foretrækker flere vælgere i dag at søge efter politisk information på internettet frem for i de trykte medier. Men: Det er stadig fjernsynet, som er det altafgørende omdrejningspunkt i den politiske kommunikation. Politikerne er jo nybegyndere, når det drejer sig om at udnytte de muligheder, som de nye sociale medier rummer. Og det er i øvrigt med partiernes hjemmesider, som det er med deres valgplakater: De fungerer bedst som en slags "intern kommunikation".

For det andet har personliggørelsen af relationen mellem vælgere og politikere taget endnu en drejning. Det er de mange kendisser hos Ny Alliance og de konservative et godt eksempel på. For det tredje har der været kovendingerne og "talkrigene", som vi dog har mødt tidligere. Og for det fjerde er dansk erhvervsliv begyndt at agere på en ny måde. Her tænker jeg ikke alene på Saxo Bank "valgsreklame" i dagbladene, men også på de erhvervsfolk, som har foreslået, at Folketinget begynder at arbejde med visioner ligesom i de private virksomheder.

Og hvordan har vælgerne så taget imod denne udvikling? Ja, skal man tro en vox pop i Politiken 12. november, er de ikke just begejstrede. Vendinger som »en dirty valgkamp,« »en rodet affære,« »mudderkast« og »de skifter alle sammen mening, som vinden blæser« vender tilbage flere gange. Der er sågar en vælger, som har besluttet at stemme på Enhedslisten, ikke fordi hun er enig i partiets ideologi, men fordi »de står fast på deres meninger.«

Hvornår kommer vi til politisk kommunikation 2.0? Eller er vi der allerede?

Læs også