Dans om it-ansatte

Arbejdsmarked HK/Privat vil organisere it-ansatte bedre. Og nu opfordrer organisationen til et bredere samarbejde mellem HK's it-fagforening Samdata/HK og Prosa. På organisationens kongres i Kolding mandag gav sektorformand Karin Retvig Prosa en direkte invitation til et formaliseret samarbejde. Og hos Prosa, der har omkring 13.000 medlemmer, er formand Peter Ussing ikke afvisende.

»Vi har i mange år haft et godt og bredt samarbejde med HK/Privat - og det vil vi godt fortsætte,« siger Peter Ussing. Han peger på, at man allerede nu arbejder sammen om bl.a. green card-ordninger, arbejdsmiljø og efteruddannelse: »Men jeg håber, at indbydelsen fra HK går i retning af et samarbejde på overenskomsterne. Samarbejde styrker os og medlemmerne,« siger Peter Ussing. Samdata/HK har omkring 17.000 medlemmer. Og organisationens nye formand Pia Brade bakker også op om et tættere samarbejde. »Vi har mange arbejdspladser, hvor både vi og Prosa har medlemmer. Det vil være til alles fordel, hvis vi står sammen. Vi har et fagligt fællesskab, hvor vi sammen kunne opnå væsentlige faglige synergieffekter - og det kan vi lige så godt udnytte,« siger Pia Brade. Peter Ussing har faktisk inviteret Pia Brade til en møde i næste uge - uafhængigt af opfordringen fra HK-kongressen mandag.



/ritzau/

Læs også