Indgreb mod Abaris Ejendomme

Børsskandale Abaris tvangsopløses, så advokattilsyn kan sikre selskabets værdier. Måske er det for sent. Samtidig er selskabet smidt ud fra fondsbørsen.

Nu handler det om at hindre, at nogen løber med pengekassen i det skandaleramte Abaris Ejendomme: Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sendte i går selskabet til tvangsopløsning hos skifteretten i Helsingør.

Formålet er at få udpeget en advokat til at overtage kontrollen med Abaris Ejendomme, bl.a. for at sikre selskabets værdier. Det kan allerede være for sent, efter at Abaris i flere uger har sejlet rundt uden lovlig ledelse.

Samtidig undersøger bagmandspolitiet sagen fra sidelinjen, ligesom erstatningssager er på vej fra pantebrevskøbere, der føler sig snydt af Abaris Ejendommes forretningsmetoder.

Den eneste tilbage med officielt ansvar for selskabet, revisor Flemming Bent Sivertsen, ved ikke, hvad der foregår i Abaris.

»Jeg kan ikke komme i kontakt med nogen. Jeg ved ikke, om nogen holder øje med selskabets værdier, men jeg gør i hvert fald ikke. Teoretisk er der ikke noget i vejen for, at nogen kan være løbet med kassen,« mener Flemming Bent Sivertsen.

Særprægede handler
Abaris Ejendomme, som i maj i år blevet noteret på OMX-markedspladsen First North, faldt fra hinanden, efter at Morgenavisen Jyllands-Posten den 18. oktober begyndte en serie artikler om selskabets særprægede ejendomshandler. To bestyrelsesmedlemmer og den lovpligtige, godkendte rådgiver stak af som de første allerede dagen efter, at den første artikel blev offentliggjort. Kort efter smed også Kaj Lex Thisted alle sine Abaris-poster: Som det tredje og sidste bestyrelsesmedlem, som adm. direktør for Abaris Ejendomme og som direktør for moderselskabet, Gaia Abaris ApS.

Handelen med selskabets aktier blev suspenderet, mens First North forsøgte at få en forklaring fra Abaris. Den kom aldrig, og mandag morgen var tålmodigheden sluppet op: Abaris Ejendomme blev smidt ud af børsen.

Ifølge den seneste børsmeddelelse fra Abaris, halvårsregnskabet den 15. august, havde selskabet på det tidspunkt aktiver for 52 mio. kr.

En betydelig del af beløbet var kontante penge, placeret på bankkonti.

Hvem, der i den ledelsesløse periode har adgang til værdierne, er uklart.

Men den tidligere adm. direktør, Kaj Lex Thisted, har stadig sin gang i virksomheden, meddeler medarbejdere på Abaris Ejendommes officielle adresse i Espergærde, som udelukkende er et call-center, der besvarer telefonopkald.

Optaget i møde
»Direktør Thisted er stadig i virksomheden, men han er optaget i møde,« lyder den besked, som Jyllands-Posten har fået adskillige gange efter Kaj Thisteds officielle afgang fra selskabet - senest ved middagstid mandag.

Abaris Ejendommes angivelige hovedaktionær, cand. jur. Olav Aasted, Slagelse, har tilsyneladende selv haft kontant glæde af selskabets forretninger:

Han var allerede i januar i år i stand til at købe et sommerhus i første række ved Storebæltskysten for 5,2 mio. kr. Prisen blev betalt kontant uden at optage lån i ejendommen.

Og der var penge til mere endnu: Det 98 kvm store sommerhus blev jævnet med jorden, og et nyt og tre gange så stort er nu under opførelse - stadig uden at der er optaget en krone i lån i ejendommen.

Olav Aasted ønskede mandag ikke at udtale sig om hverken selskabets situation eller sine sommerhusinvesteringer.

Læs også