Biler på en grøn bølge

En grøn bølge i bilindustrien speeder endelig op for mere brændstoføkonomiske biler

God samvittighed er næsten umulig at købe for penge. Det er situationen på bilområdet, hvor udvalget af miljøbiler trods alles ønsker om at reducere CO -2 -udslippet er uhyre begrænset. Men der er håb på vej for danskere, som gerne vil spare på det stadig dyrere brændstof og skåne miljøet uden at opgive friheden ved at køre bil.

Bilfabrikkerne har nemlig igen skruet op for udviklingen af teknologi til mere miljøvenlige personbiler. De første bilmodeller er allerede landet, men i de kommende år vil der blive lanceret en byge af særligt brændstoføkonomiske biler fra bilindustrien, i første omgang baseret på helt almindelige bilmodeller forsynet med særligt energibesparende tiltag.

I den ekstreme ende af skalaen er Mercedes på vej med noget så paradoksalt som en miljø-luksuslimousine baseret på autobahn-flagskibet S-klassen. Med næsten 20 kilometer på en liter diesel ved blandet kørsel må man tage hatten af for de tyske ingeniører, for det er en reel luksusbil med 224 hestekræfter - og det er en biltype, som for få år siden kørte mindre end halvt så langt på literen. De store besparelser er opnået gennem optimering, og at bilen er en såkaldt hybridbil med både el- og dieselmotor. S300 Bluetec Hybrid forventes at komme på markedet i 2010.

Bluetec dækker over, at Mercedes-koncernen forsøger at nedbringe udslippet af de skadelige partikler fra dieseludstødning gennem en avanceret katalysatorteknologi og partikelfilter. Dermed er den lokale forurening fra en dieselmotor ikke længere større end fra en benzinmotor.

Det bliver et fremskridt for taxa'erne, når systemet kommer på markedet i Europa i de kommende måneder.

I den anden ende af skalaen er Daimlers andet bilmærke, mikrobilen Smart, også med på beatet. Her kan man nu levere en såkaldt mikrohybrid-bil med et system, der sætter motoren ud af kraft ved f. eks. stop for rødt lys. Bilen kører 26 kilometer på en liter benzin. Alternativt fås den også med dieselmotor, der kører op til 33,3 kilometer på literen ved landevejskørsel.

Audi er på vej med en byge af såkaldte e-modeller, som også er optimeret til at køre længst muligt på literen. Målet er at reducere brændstofforbruget fra koncernens biler med 20 pct. i 2012. Det skal ske ved at indføre ny teknologi som f. eks start/stop-systemer i stil med det i Smart. Også såkaldte energihøstningssystemer, der opfanger bremseenergi og transformerer den til strøm til batteriet, er på vej. Det samme er hybridteknik.

Audi har allerede lanceret een såkaldt e-model. Det er en Audi A3 TDI, der kører 22,2 kilometer på en liter diesel. Det er f. eks. nok til at komme ind under det særlige svenske program for miljøbiler, der giver lavere afgift på parkering i byen og vejskat ved indkørsel til det indre Stockholm.

26 km på en liter diesel
Også franskmændene tænker store tanker på miljøområdet. Mest kontroversiel er Renault, som netop har lanceret et særligt miljøkoncept til Logan-modellen, som endnu ikke fås i Danmark. Her er det lykkedes at nedbringe brændstofforbruget med 20 pct til 26 kilometer på en liter diesel ved at anvende en række energibesparende tiltag. Merprisen for den i forvejen meget billige bil er holdt på beskedne 10 pct.

Alligevel er det tvivlsomt, om øko-modellen går i produktion, men en række af bilens teknologier vil blive overført til Renaults øvrige modelprogram, oplyser koncernen. Her får biler, der lever op til kravet om et CO -2 -udslip på mindre end 140 gram pr. kilometer, tilnavnet ECO2.

Også franske PSA Peugeot Citroën barsler med miljøbiler. Det bliver Peugeot 207 og Citroën C4, som står først for med hybridversioner, der får bilerne til at køre op mod 30 kilometer på en liter diesel.

VW-koncernen har såkaldte Bluemotion-udgaver på vej af hele modelprogrammet. Og der er allerede en Passat diesel på markedet, som kører næsten 20 kilometer på literen.

Har vi hørt den snak før? Ja, det var nemlig VW-koncernen, der lancerede de populære 3L-biler, som gennem en række vægtbesparende tiltag, bedre aerodynamik og et start/stop-system kørte 33,3 kilometer på en liter diesel. Lupo 3L-modellen blev ekstremt populær i Danmark, fordi regeringen vedtog en afgiftslettelse på meget miljøvenlige biler. Danmark blev dermed det land i verden, som aftog flest 3L-biler.

Dyr produktion
Men daværende VW-topchef Ferdinand Piëchs ekstremt innovative projekt, som stadig sætter standarden for god brændstoføkonomi, blev også symbol på, hvorfor det er så svært at indføre ny miljøteknologi i biler. Det var nemlig alt for dyrt at producere 3L-bilerne. VW-koncernen havde simpelthen tab på hver solgt bil - og man stoppede til sidst produktionen. Desuden blev modellen aldrig den store succes uden for Danmark. Kunderne var simpelthen ikke villige til at betale merprisen for at skåne miljøet. Der ligger svaret på, at VW i dag går mere forsigtigt til værks.

Som benhårde konkurrenter sidder bilfabrikkerne og lurer på hinanden. Den miljøbesparende teknologi eksisterer, men bilfabrikkerne tør ikke at indføre den i bilerne af frygt for at tabe milliarder af kroner på et fejlslagent miljøbilsprojekt.

Undtagelsen er Toyotas Prius, som trods utallige markedsføringsmæssige tiltag er fuldstændig usynlig i det danske gadebillede. Den er med sine knap 400.000 kr. alt for dyr - og politikerne har indtil videre ikke fundet dens 23,3 kilometer på en liter benzin miljøvenligt nok til at bevilge en større afgiftsnedsættelse. Prius kunne fejre 10 års jubilæum i år og var i stil med 3L-modellen et teknologisk tigerspring fremad. Kombinationen af el- og forbrændingsmotor er noget, som de øvrige bilproducenter kæmper for at få indført i disse år - Toyota er bare langt foran.

Den ændrede tendens i forhold til tidligere tiders nøl med miljøtiltag skal findes i det globale fokus på CO -2 -udslip og drivhuseffekt, samt EU's kommende stramme krav til CO -2 -udledning fra nye biler. EU's krav tilsiger, at en bilfabrikants biler i gennemsnit maksimalt må udlede 120 gram CO -2 pr. kilometer fra 2012. Gennemsnittet ligger i dag på 163 gram. Det har lagt pres på bilindustriens ingeniører for at vise resultater, selv om især producenterne af store luksusbiler og sportsvogne fortsat kæmper imod.

Læs mere om udfordringerne for fremtidens bilisme på søndag, når Morgenavisen Jyllands-Posten bringer en større artikel fra verdens førende konference for miljøteknologi til biler, Michelin Challenge Bibendum, der i weekenden blev afholdt i Shanghai.

BRANCHENYT
Læs også