En tur på det blå ocean

Ledelse Når W. Chan Kim taler om innovation og ledelse lytter topchefer verden over. Forleden gæstede han Sønderborg.

»Radikal innovation kræver topledelsens support,« fastslår Jørgen Mads Clausen, der er Danmark ukronede innovationskonge. En time efter sagde W. Chan Kim, den ene forfatter af ”Blue Ocean Strategy” det modsatte: »Innovation er ikke godt, og der er ingen, der tjener penge ved at være innovativ,« lød det fra den verdensberømte INSEAD-professor med koreanske rødder.

To modsætninger. Den ene er top-boss for en af Danmark største industrivirksomheder.

Den anden er professor og har sit udgangspunkt i forskningsverdens ubarmhjertelige krav: Publicerer noget nyt. Noget der ikke er sket før.

W. Chan Kim skrev sammen med Renee Mauborgne bestselleren ”Blue Ocean Strategy”, der nu er solgt i mere end en million eksemplarer, og den bliver ved med at sælge.

Blåt slips
Forleden gæstede W. Chan Kim Mads Clausen Instituttet i Sønderborg for at tale om innovation og nytænkning. Det blev til halvanden time, hvor strategiguruen talte uden manuskript - men med masser af passion, energi og velvilje. Selvfølgelig bar professoren et blåt slips. Et signal om, at det handler om at tænke blåt og anderledes, således at der ikke længere er konkurrenter. En drømmesituation for enhver direktør. Og allerede i løbet af de første fem minutter havde W. Chan Kim provokeret deltagere ved at sige »Innovative virksomheder tjener ingen penge« - og så fortsatte han - »medmindre de har styr på processerne.« Det handler altså ikke om at finde på, men om at være i stand til at få ideerne til at spille sammen med implementering. At få det til at ske. Derfor er det ikke altid dem, som har ideerne, der alene får succesen. Der skal mere til.

Blue Ocean er en ny måde at tænke strategi på, hvor det er nødvendigt at tænke i helhed. Derfor har W. Chan Kim også riven ude efter markedsundersøgelserne. Det er ikke nok bare at spørge dem, der køber produktet i dag. Det er mere interessant at vide, hvem der ikke køber vores produkter i dag. Det er her, at de nye kunder findes.



Det er lidt overraskende at høre en af verdens mest kendte innovationsprofessorer sige, at innovation ikke er godt. Måske endda tværtimod. Kan det virkelig passe, at det er noget, som man skal undgå?

W. Chan Kim: »Innovation kan både være godt og dårligt. En økonom vil altid sige, at innovation er godt uanset hvad. Det er noget, som samfundet er interesseret i. Samfundet bliver rigere, når nye ting bliver igangsat, og derfor er der også en bred interesse fra regeringer og andre om at støtte nye ideer. For en virksomhedsleder gælder det ikke nødvendigvis. Det er ikke sikkert, at en god ide nødvendigvis kan ses på bundlinjen i form af øget overskud. I realiteten er det et spørgsmål om et mikro- og et makro-perspektiv. En virksomhed, der ikke tjener penge, vil - uanset hvor innovativ den er - være på vej mod konkursen. Det er et samfund ikke. Det er lige netop her, at Blue Ocean strategy gør en forskel. Det er strategien om at skabe et link mellem kreativitet, innovation, ideer og kommerciel succes. Det er mellem de fire faktorer, at fundamentet for succes skabes.

Find den kreative ide, hvor det er muligt at få økonomiske succes. Hvordan skal man identificere den kreative ide, der kan omsættes til penge? Ikke på lang sigt om 10 år eller senere, men i den nære fremtid. Det nytter ikke at have verdens bedste ide, hvis markedet ikke er interesseret i den.

Og det er det, som Blue Ocean handler om. At forvandle kreative ideer til penge. Det er en ramme for kreativitet. «



Meget af den metode, der bliver anvendt i Blue Ocean Strategy, hvor man undersøger en masse virksomheder og finder frem til nogen, der gør det bedre end andre, er set flere gange før. Hvor adskiller Blue Ocean Strategy sig fra alle de andre?

W. Chan Kim: »Bogen er baseret på mere end tyve artikler fra bl.a. Harvard Business Review, og derfor er det ikke bare en bog, der er skrevet. Bogen er et udtryk for en akademisk rejse, der er foretaget gennem mange artikler, samtaler og dataanalyse. Det er, hvad der adskiller Blue Ocean Strategy fra andre strategibøger, og derfor er det også den eneste bog, vi har skrevet indtil videre. Renee Mauborgne og jeg er ikke forfattere. Vi er artikelskrivere og videnskabsfolk. En anden forskel er, at vi havde det empiriske materiale først - men vi fik først udviklet det teoretiske arbejde bagefter, som vi efterprøvede. Og vi har i modsætning til mange andre management-forfattere arbejdet med virksomhederne fra bogen og derfor implementeret strategien i praksis.

Et tredje område, hvor Blue Ocean adskiller sig fra andre bøger, er, at vi i den bog har en sammensmeltning - eller mødepunkt - mellem teori og praksis, og det gør den let at læse. «



Jeg er gået ind på www.google.com/trends for at se, hvor ”Blue Ocean Strategy bliver googlet mest i verden. Det er meget interessant at se, at på top-10-listen finder vi ni asiatiske lande og Danmark, som ligger på sjettepladsen. Hvordan kan det være at det netop er de lande, hvor Blue Ocean Strategy har så stor interesse?

W. Chan Kim: »Bogen er oversat til fyrre sprog nu, som dækker 180 forskellige lande. Bogen har således en global interesse. Men spørgsmålet er, hvad det er for nogle lande, der tager budskabet til sig? De asiatiske lande er meget sultne efter at blive mere end bare verdens fabrik, som producerer alt muligt. Den vestlige verden er dem, der har mærkerne. Og den position arbejder de asiatiske lande på at opnå. Derfor er Blue Ocean Strategy redskabet, der kan bringe dem i en position, hvor de er mere end bare en fabrik. Danmark er kendt for at have mange innovative virksomheder, og derfor har Blue Ocean Strategy en klar interesse. I har en pionerånd, som mange andre lande ikke har. Innovation er i Jeres blod!«



Hvis du nu skulle møde statsministeren i Danmark - hvad for et råd vil du give ham?

W. Chan Kim: »Jeg vil slet ikke give ham råd. I stedet vil jeg stille spørgsmål til ham. Hvad vil du sige til en investor, der har 100 million dollars, hvad har Danmark at tilbyde ham? Investoren kan vælge mellem Irland, Indien, London og mange andre lande. Hvad har du at tilbyde? Men det kræver, at landet har en klar strategi for, hvad I vil. Dernæst skal statsministeren sikre, at Danmarks repræsentanter ude omkring i verden har de samme budskaber og siger det samme. For det tredje skal der være et tæt samarbejde mellem private og offentlige virksomheder. Men allervigtigst er, at statsministeren har en klar strategi for at tiltrække investorer til Danmark.«

BRANCHENYT
Læs også