Vild med TV 2

Hvor ville dansk mediejournalistik være uden TV 2?

Man gyser ved tanken - for den ledelsesmæssige slinger i valsen hos stationen har fyldt utallige spaltemillimeter det seneste års tid.

Underholdningsværdien har været i top, med masser af uventede twists, mens branchekendte ansigter er passeret revue i et rent ud sagt forbløffende tempo.

I sidste uge blev radiodirektør Jens Rohde som bekendt eskorteret fra gulvet efter en voldsom jitterbug skæmmet af alvorlige fodfejl.

Det skete blot dage efter, at overdommeren, i skikkelse af bestyrelsesformand Niels Boserup, havde udpeget en ny adm. direktør, Merete Eldrup. (Et udmærket valg, mener mange, men langt fra Boserups oprindelige ambition om at finde sig en ”Per Mikael Jensen-klon.”) Samtidig uddelte Boserup et 10-tal for en sjælfuld slowfox til den forbigåede, konstituerede topchef, Anders Kronborg, der også var kandidat til jobbet.

Det skal blive interessant at følge Eldrups og Kronborgs ”pas de deux”, selvom der må herske nogen tvivl om, hvorvidt den kan holde sig på plakaten i længden. Men disse nyeste episoder har absolut holdt niveauet fra tidligere highlights i serien, hvor en perlerække af danske mediefolk - Bo Damgaard, Rune Bech, Morten Stig Christensen og mange flere - er blevet stemt hjem fra Kvægtorvet.

Denne del af showet kulminerede som bekendt i juli, da adm. direktør Per Mikael Jensen højest overraskende meldte sig ud af forestillingen.

*
Man kan måske undre sig over, at TV 2 er sluppet fra alt dette halløj med så forholdsvis få ridser i lakken. Men det skyldes nok i høj grad den halvtriste nedskærings-tango, som konkurrenterne hos DR har diverteret med i samme periode. Der er dog ingen garanti for, at TV 2's held varer ved. Udfordringerne TV 2's nye prima ballerina står overfor, er nemlig ret så alvorlige:

Finansieringen af TV 2 er meget konjunkturfølsom - godt 8 ud af 10 indtægtskroner kommer fra reklamemarkedet, hvor udsigterne er svage.

Hidtil har svaret på dette problem været diversificering og nye initiativer. Men som udviklingen på TV 2 Radio har understreget, fører øget spredning også nye risici med sig. Og så er der fare for, at de mange nye projekter kan udvande hovedkanalen.

Selvom branchen nødigt indrømmer det, er tv-kigningen under et langsigtet pres. Vækst på internettet kan delvist kompensere for dette, men på den digitale front synes TV 2 at have tabt tempo de seneste måneder.

Den uafklarede situation omkring salget af TV 2 er problematisk, fordi det er afgørende for strategien, om stationen skal udvikles til en fuldt flyvefærdig kommerciel spiller, eller den skal forblive i sin statslige høkasse.

Under alle omstændigheder skal lønsomheden forbedres. Selvom staten er en usædvanligt langmodig ejer, kan politikerne næppe i længden leve med, at TV 2 indtjeningsmæssigt kører på pumperne, mens andre kommercielle kanaler nemt præsterer afkast på 15-20-25 pct.

Alt taler altså for, at der stadig vil være mange spændende afsnit i vente for alle, der er vilde med TV 2.

BRANCHENYT
Læs også