Bilhandlere raser over indgreb

Bilforhandlernes organisation DAF beskylder regeringen for at gå i alt for små sko, efter at skatteminister Kristian Jensen (V) i går bebudede et indgreb mod gulplade-fidus.

Det var en våd klud i synet på gulplade-ejere, synshaller og bilforhandlere, da skatteminister Kristian Jensen (V) i går bebudede, at det store afgiftshul på gulpladebilerne bliver lukket hurtigst muligt. Men bilforhandlerorganisationen DAF har ikke tænkt sig at lægge sig ned og acceptere beslutningen uden kamp.

»Vi protesterer meget kraftigt imod det. Vi vil formentlig gå så langt som at arbejde for, at et flertal uden om regeringen bibeholder reglerne,« siger DAF's adm. direktør, Preben Kjær, der mener, at indgrebet er udtryk for, at skatteministeren går i alt for små sko.

»Det er efter vor opfattelse politisk flueknepperi af værste skuffe, idet det kun vedrører en mindre del af Danmarks bestand af 2,5 mio. køretøjer. I rede penge er der intet væsentligt at spare, når man henser til statens indtægter på registreringsafgift på 15 mia. kr. og på vægt- og ejerafgift på 9 mia. kr. om året.«

Ikke fornuftigt
Han henviser til, at hvis skatteministeren har kendt til den opståede mulighed for nedvejning hele tiden, er den allerede indregnet i det provenu-neutrale lovforslag, som netop er blevet gennemført:

»Så er der slet ingen fornuftig grund til at skride ind, blot fordi det går op for bilforhandlere og bilejere, at loven på et enkelt område gør en mindre gruppe varebiler lidt billigere i drift for bilejerne.«

I forvejen var bilforhandlerne sure over hele forløbet, idet man dels har tabt ca. 5 pct. af værdien af brugtvognslagrene efter lovforslaget, ligesom det ifølge Preben Kjær har tilført en administrativ byrde.

»Det er vor opfattelse, at skatteministeren skulle anvende sin tid på at effektivisere sine skattefolk endnu mere. Den netop overståede gennemførelse af afgiftsændringerne lovede han skulle ske uden administrative besværligheder for brugerne,« siger Preben Kjær.

»Realiteterne har vist, at det har været bilforhandlerne, der har måttet sidde og lave al det administrative arbejde med efterbetaling og tilbagebetaling af afgifter, som skatteministeren lovede, at hans væsen nok skulle udføre.«

Hos bilforhandlernes anden store brancheorganisation, Bilbranchen, forstår direktør Elly Kjem Hove godt skatteministerens problemstilling, men det er blot udtryk for et sygt afgiftssystem på biler, mener hun.

»Jeg kan da godt forstå, at skatteministeren har et problem med det hul og må komme med et indgreb. Problemet er bare, at et indgreb kun vil kurere et symptom. Det er stadigvæk et alt for højt afgiftsniveau, som er problemet, fordi det giver incitamenter til at forsøge alle tænkelige måder, at få en bil så billigt som muligt.«

Dybtgående reform
Derfor mener Elly Kjems Hove, ligesom FDM i Morgenavisen Jyllands-Posten i går, at afgiftsreformen bør erstattes af en bredere og mere dybdegående afgiftsreform.

»Jeg håber på, at tyren en dag bliver taget ved hornene og vi får lavet et mere robust system, der er enkelt og gennemskueligt. Problemet er, at det bibringer en masse forvirring og markedet bliver slået ud af kurs. Det er selvfølgelig værst for forbrugerne, men vi kan ikke få ro på markedet - og det er umuligt at disponere.«

Sagen kort

En afgiftsfidus giver privatejede og delvist privatejede gulpladebiler, der har en totalvægt over to og 2,5 tons, mulighed for at blive vejet ned i en synshal...

BRANCHENYT
Læs også