Vækst i globalt salg af pc'er

Windows Vista har kun i begrænset omfang bidraget til pc-salget. Nye markeder fremmer salget.

Der er grænser for, hvad Microsoft Vista har betydet for det globale pc-salg. Det viser en undersøgelse fra analysefirmaet Gartner, der har undersøgt det internationale salg af pc'er i andet kvartal 2007.

»Udgivelsen af operativsystemet i slutningen af januar har indtil videre ikke stimuleret markedet, som vi havde håbet. Vi forventer ikke, at Vista medvirker til en betydelig udskiftning af gamle pc'er, medmindre Microsoft bliver mere aggressiv i sin marketingindsats,« siger analytiker hos Gartner, George Shiffler.

I årets andet kvartal blev der solgt 61 millioner pc'er på verdensplan. Det er 11,7 pct. flere, end der blev solgt i samme kvartal i 2006.

Årsagen til væksten skal altså ikke findes i opgraderinger af Windows, men derimod at mange nye markeder er begyndt at investere i hardware.

Over halvdelen (55 pct.) af de pc'er der sælges til disse nye markeder, udgør et nyt salg, hvorimod de vestlige markeder primært køber nye pc'er til erstatning for de gamle.

»Pc-markedet fik et spark i salgstallene på grund af, at salget i USA, Asien, Stillehavsregionerne og Sydamerika blev bedre end forventet,« siger analytiker Mikakao Kitagawa i en kommentar til undersøgelsen. Gartner havde forventet en vækst på 10,6 pct.

Gartner har store forventninger til de nye markeder, mens de forudsiger stadig skarpere konkurrence på de gamle, vestlige markeder.

Dell i knæ
HP er fortsat den største producent på verdensmarkedet. En position, som kriseramte Dell indædt forsøger at vinde tilbage, men indtil videre uden held.

Grundlæggeren Michael Dell satte sig i foråret tilbage i direktørstolen, og forventningerne om, at det vil få computergiganten tilbage på rette spor, er store. Men indtil videre kan det ikke aflæses i salgstallene. Dell har en global markedsandel på 15 pct. mod HP's 18,2 pct.

Dermed fortsætter tilbagegangen for Dell, som den har gjort det i de foregående kvartaler.

På det europæiske marked må Dell se sig hensat til en tredjeplads, hvis man måler computerproducenterne på markedsandele, og endnu værre står det til i Danmark.

I første kvartal solgte Dell knap 39.000 enheder, hvilket er 12.000 enheder færre i forhold til samme periode i 2005.

Ifølge analyseinstituttet IDC slår det Dell tilbage på en fjerdeplads over de mest solgte mærker i Danmark.

I første kvartal solgte HP 20.000 flere enheder i forhold til året før, hvilket vil sige et totalt salg på 93.000 enheder.

De danske tal for andet kvartal af 2007 er endnu ikke offentliggjort.

BRANCHENYT
Læs også