Danmarks største loppemarked

Datterselskaber, ejendomme, sommerhuse og kunstværker. Med fem udenlandske kapitalfonde ved roret går TDC-udsalget over stok og sten.

Københavnere på jagt efter kunstværker har fået nye muligheder for at udvide samlingen, efter at fem udenlandske kapitalfonde sidste år overtog kontrollen med TDC og efterfølgende indsatte Jens Alder som ny koncernchef og adm. direktør.

Med Alder som frontfigur er der igangsat en oprydning og et udsalg uden sidestykke i telegigantens historie.

Efter flere fyringsrunder, frasalg af datterselskaber og 224 bygninger har TDC-toppen senest sat sig for at sælge ud af bestanden af medarbejderferiehuse.

Foreløbig er planen at sælge 43 ud af 63 sommerhuse for at hente penge hjem til TDC-kassen, der er hårdt prøvet af voksende krav om renter og afdrag på TDC's gæld, som i dag ligger på omkring 67 mia. kr.

Mens milliardgælden vækker frygt for fremtiden hos mange af koncernens knap 13.000 danske medarbejdere, vækker den måske jubel hos kunstelskere.

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Postens oplysninger har jagten på nye indtægter senest ført til salg af flere af koncernens kunstværker. Det gælder f.eks. et maleri til en værdi af omkring 200.000 kr., som Jens Alder har haft hængende på sit kontor.

Det er i givet fald ikke første gang, at TDC's nye topchef tager sin egen medicin i jagten på nye besparelser og indtægter.

Mens den tidligere TDC-chef, Henning Dyremose, holdt til i et overdådigt hjørnekontor i hovedkvarteret i det indre København, holder Jens Alder til i et tidligere kopirum.

Hans spartanske levevis har også kostet direktionens faste chauffør jobbet, ligesom direktionsbilen er sendt på pension.

Selv om medarbejdernes faglige bagland har forståelse for, at der er nye tider i telebranchen, mener de, at TDC-ledelsen med sin håndtering af senest feriehussagen er godt på vej til at ødelægge hele fundamentet under TDC.

»Vi kan godt mærke nu, at der er en helt anden ånd. Hvad vi tidligere løste ved en opringning, ender i dag som konflikter og egentlige sager,« siger Leif Hartmann, formand for Dansk Metal Tele Afdeling 1 og medlem af TDC's bestyrelse, hvor kapitalfondene dominerer.

Som seneste eksempel i en lang række af sammenstød peger han på slagsmålet om de 63 medarbejderferiehuse, som TDC har besluttet at sælge ud af, selv om medarbejderne fastholder, at de er husenes retmæssige ejere.

»Det viser fuldstændigt, at ledelsen ikke bryder sig om medarbejderne,« siger Leif Hartmann.

TDC er langt fra enig og peger på, at salgsplanerne faktisk er udtryk for, at man vil medarbejdernes bedste.

»Personalegoderne i TDC bliver løbende vurderet og revideret. Dette skete også under tidligere ejere. Da vi kunne se, at andelen af medarbejdere, der lejede feriehusene, var faldet med 10 pct. fra 2005 til 2006, så det i dag kun er 14 pct. af de ansatte, der benytter sommerhusene, mente vi, at tiden nu var den rette til at omlægge ordningen til et personalegode, der kommer alle til gavn,« siger Peer Schaumburg-Müller, vicedirektør for HR-området i TDC.

TDC's plan er således, at overskuddet fra salget skal bruges til at sikre medarbejderne helbredsforsikringer.

Til gengæld fremgår det ikke af TDC's planer, hvordan man har tænkt sig at kompensere de mange pensionerede TDC-medarbejdere, der ifølge fagforbundene flittigt benytter medarbejdersommerhusene.

Tidligere trafik- og kommunikationsminister Helge Mortensen har en fortid som telefonmontør i det daværende Jydsk Telefon. Derfor har han altid fulgt teleudviklingen tæt, og som kommunikationsminister var han med til at privatisere TDC under navnet Tele Danmark.

Det var i 1994. I dag kalder han kapitalfondenes køb af TDC for en bitter afslutning.

»Der er så få rede penge på bordet. I stedet låner kapitalfondene til alle indskud, og så malker de hele systemet. Nu vil de så malke feriehusene. Det er pinligt, at der ikke er mere moral tilbage,« siger Helge Mortensen, der i dag er folkepensionist og medlem af byrådet i Esbjerg.

Pinligt eller ej, så holder TDC fast i planerne om at udbyde de 43 medarbejdersommerhuse frit til salg, når en intern frist for at byde på husene udløber den 13. august.

BRANCHENYT
Læs også