KORT NYT BØRS & FINANS

ISS - Den amerikanske investeringsbank Merrill Lynch nedjusterer sin anbefaling på ISS til "Neutral" fra "Køb". »ISS har ramt vores mål for aktiekursen efter tre måneders solid performance,« skriver banken i en analyse. Merrill Lynch hæver sit mål for ISS-kursen til 270. ISS Servisystem i Schweiz har indgået en komplet multiservice-kontrakt med en førende detailkæde til en værdi af 10 mio. kr. årligt, oplyser ISS. »Det er den første kontrakt af denne type, ISS Europe har indgået i den betydningfulde detailsektor, skriver ISS i en pressemeddelelse. Vest-Wood - Møbelproducenten hæver forventningerne til resultatet i 1997/98 efter købet af dørdivisionen i finske Wirebo. »Efter indregning af omsætning og indtjening fra Wirebo fra 1. februar 1998, forventer vi i 1997/98 en samlet omsætning på 1,2-1,3 mia. kr. og et samlet resultat før skat på 115-125 mio. kr.,« skriver Vest-Wood. Vest-Wood ventede tidligere et resultat før skat på 110-120 mio. kr. NeuroSearch -Forskervirksomheden kan konstatere et større underskud i 1997 end tidligere forventet, fremgår det af en fondsbørsmeddelelse. »Underskuddet, som forventes at blive 63 mio. kr., skyldes periodeforskydning i indgåelse af budgetterede forsknings-og licensaftaler,« skriver virksomheden. Tryg-Baltica Forsikring har i forbindelse med en emission i det polske forsikringsselskab Warta købt yderligere aktier i selskabet. Forsikringskoncernen har købt aktier til en værdi af 47 mio. kr., og ejerandelen kommer dermed op på 6,6 pct. Dahl International har købt to polske virksomheder med en samlet omsætning på omkring 200 mio. SEK (172 mio. kr.). »Dahl har gennem Tadmar, som står for Dahls virksomhed i Polen, truffet aftale om overtagelse af Arsanit og Terma. Overtagelsen forventes at ske i marts/arpil 1998,« oplyser Dahl i en fondsbørsmeddelelse. KommuneKredit forhøjer et eksisterende 4 pct. obligationslån med 456.319.000 kr. til 1.133 mio. kr. Lånet har forfald 1. januar 2012, oplyser lånets arrangør, Den Danske Bank, i en meddelelse til Fondsbørsen.

BRANCHENYT
Læs også