DSB-resultat bedre end ventet

Til trods for et markant fald i antallet af togpassagerer over Storebælt og et mindre fald i de københavnske S-tog har DSB opnået et overskud på 527 mio. kr. før skat i det første halve år som selvstændig offentlig virksomhed.

Det viser DSBs halvårsregnskab, der blev offentliggjort i går. Den samlede omsætning i DSB-koncernen blev i årets første seks måneder på 4,2 mia. kr. Heraf har de offentlige kasser betalt godt 1,7 mia. kr.

Stram styring

DSB forventer for hele året et overskud før skat på 660 mio. kr. Stor usikkerhed omkring passagerudviklingen og udsigten til et uventet tocifret millionunderskud i DSB Gods kan dog påvirke resultatet negativt.

»Halvårsresultatet for DSB-koncernen er langt bedre, end alle prognoser har forudsagt. Årsagen er en stram styring af økonomien og medvind på det finansielle område,« siger adm. direktør i DSB, Henrik Hassenkam.

Bilbroen over Storebælt, der åbnede sidste sommer, har kostet DSB en nedgang i passagertallet over Storebælt på hele 9 pct. Samtidig har DSB mistet 2,9 pct. af S-togspassagerne, fordi der har været store problemer med at få togene afsted til tiden. Alligevel har DSB S-tog, der ved årsskiftet blev etableret som et selvstændigt datterselskab, givet et overskud før skat på 79 mio. kr.

DSB oplever til gengæld fremgang i regionaltrafikken. Øst for Storebælt opnåede DSB en vækst på 10,5 pct., mens togtrafikken på Fyn og i Jylland overraskende steg med 2,7 pct. Det har ellers flere gange været på tale at lukke strækninger i Jylland. Væksten skyldes ifølge DSB, at antallet af erhvervskunder og pendlere er steget i regionerne.

Godsdivisionen

Også DSB Gods lever i første halvår af 1999 op til DSBs forventninger i den politiske strategiplan. DSB Gods præstedere en omsætning på 761 mio. kr. DSB-koncernen har dog i perioden overført 213 mio. kr. til den underskudsplagede godsdivison. Beløbet udgør en del af den milliard, som politikerne har afsat som redningsplanke for DSB Gods. Dermed kom DSB Gods ud af første halvår med et resultat på præcis nul kroner.

Langt værre ser det ud for DSB Gods, når man ser på resultatet for hele året:

»Vi forventer, at underskuddet i DSB Gods bliver overskredet med et tocifret millionbeløb i forhold til planen. Dermed opnår vi ikke fuldt det økonomiske mål,« erkender Henrik Hassenkam, der oplyser, at det er den internationale økonomiske afmatning, der slår igennem hurtigere, end DSB Gods kan nå at skære ned.

»Men indtil nu har vi levet op til strategiplanen, og det vil vi fortsat gøre. Men DSB Gods har svært ved at komme i balance før efter åbningen af Øresundsbroen,« siger Henrik Hassenkam.

..

BRANCHENYT
Læs også