Russisk anklager bekræfter mistanke mod Jeltsin

MOSKVA - En af den russiske anklagemyndigheds efterforskere sagde i går, at 98 pct. af det materiale, de vestlige medier i den seneste uge har fremlagt om præsident Boris Jeltsin, hans døtre og andre russiske embedsmænds involvering i en stor korruptionsskandale stemmer med indholdet af den aktuelle sag.

»De fleste oplysninger findes allerede i efterforskningens papirer. 98 pct. af det optræder i vores materiale,« sagde anklager, Georgi Tjuglasov, til TV-stationen NTV.

Ifølge den italienske avis Corriere della Sera modtog Jeltsin i 1994 1 mio. dollars på en bankkonto i Ungarn, hvor han var på officielt besøg. Hans to døtre fik ved samme lejlighed udstedt kreditkort på et schweizisk byggefirmas regning. Firmaet, Mabetex, har fået en række millionordrer i Rusland, bl.a. på renovering af Kreml, hotel National og regeringens hovedkvarter.

Anklagemyndigheden mistænker Mabetex for at have betalt bestikkelse til gengæld for de lukrative ordrer. Kreml har afvist anklagerne, og sagt, at Jeltsin aldrig har haft konti i udlandet.

Tjuglasov er netop blevet fjernet fra den politisk betændte skandale, der er blusset op netop som valgkampen til parlamentsvalget i december er begyndt. Ifølge Tjuglasov er han blevet neutraliseret, fordi sagen er på vej ind i sin afsluttende fase, før den vil kulminere med konkrete anklager.

Tjuglasov skulle i går være rejst til Schweiz. Men han har fået besked på at blive i Moskva. I stedet er en anden anklager, Nikolaj Volkov, taget afsted for at drøfte sagen med sine schweiziske kolleger. Tjuglasov mener, at det vil tage den nye anklager mindst en måned at sætte sig ind i sagens komplicerede detaljer.

I en parallel sag om hvidvaskning af den russiske mafias penge via den amerikanske bank Bank of New York, og misbrug af Den internationale Valutafonds lån til Rusland, gav en af Ruslands førende erhvervsledere for første gang en forklaring.

Mikhail Khodorkovskij, leder af olieselskabet Jukos, afviste i et radiointerview, at der kan være tale om så store summer, 15 mia. dollars, som nævnes i de vestlige medier.

»Så mange penge kan ikke forsvinde, uden at nogen lægger mærke til det,« sagde Khodorkovskij til radiostationen Ekko fra Moskva.

Khodorkovskij, der indtil finanskrakket sidste år også stod i spidsen for banken Menatep, ville dog ikke afvise, at overførslen af store summer til amerikanske banker kan være sket i forbindelse med spekulation på det russiske marked for statsobligationer. Før krakket sidste år lå renterne på statsobligationer på 80 pct. om året. Ifølge Khodorskovskij kan folk med insiderviden have opereret på markedet kort før krakket og flyttet millioner af dollars til udlandet.

Debatten i USA

Khodorkovskij og en anden finansbaron, Boris Beresovskij, kritiserede den russiske regering for ikke at have reageret på beskyldningerne. De mener, at det undergraver russisk erhvervsliv stilling og i sidste ende rammer den enkelte russer.

I USA raser der en ophedet debat mellem Clinton-administrationen og dem, der har hilst de sidste års russiske reformer velkommen, på den ene side, og den republikanske opposition og dem der mener, at ingen reformer har fundet sted, men at Rusland har udviklet sig til et kleptokrati, og at IMF skal indstille sin støtte.

Det hvide Hus førende Ruslands-ekspert, viceudenrigsminister Strobe Talbott fejede i går kritikken af bordet.

»Verden, fald til ro,« sagde Talbott til Newsweek med henvisning til den seneste uges intense fokus på den russiske mafia.

»Vi har fra starten af været klar over, at kriminalitet og korruption er et enormt problem i Rusland og en stor forhindring for reformer. De russiske reformer er ikke slut, men det vil tage årtier og problemet vil kun blive værre, hvis vi isolerer Rusland.«

..

BRANCHENYT
Læs også