Yderligere 70 mio. kr. til tab i Combus

Den økonomiske krise i Combus fortsætter. Det statslige busselskab må hensætte yderligere 70 mio. kr. til kommende tab.

Combus A/S blev i maj reddet fra konkurs gennem en meget omdiskuteret indsprøjtning fra staten på 300 mio. kr.

Det statsejede aktieselskab har netop præsenteret regnskab for første halvår af 1999. Det viser et ordinært underskud i driften på 28 mio. kr. - efter der er brugt 26 mio. kr. af selskabets hensættelser.

Men det samlede røde tal i første halvår lyder på 98 mio. kr. Forklaringen er, at Combus har valgt at hensætte yderligere 70 mio. kr. til tab på aktiviteter i primært København. Her har selskabet i licitation budt så lavt på busruter, at de giver tab.

Det er kun tre måneder siden, at selskabet i årsregnskabet for 1998 hensatte 65 mio. kr. til tab i netop København.

Det hedder nu i meddelelsen om halvårsregnskabet og hensættelsen på 70 mio. kr., at de skal bruges til »imødegåelse af fremtidige tab i og uden for region København samt omstrukturering.«

Vognmænd venter flere tab

Den nye bestyrelsesformand for Combus, koncerndirektør Ole Trolle, FLS, afviser, at der bliver behov for tilførsel af yderligere kapital til selskabet.

»Den nye bestyrelse har haft ganske kort tid at arbejde i. Men vi kan se, at der er grund til at foretage ekstra hensættelser. Der er dog ikke dukket nye ting op. Det er snarere tale om nye vurderinger af forholdene,« siger Ole Trolle.

»Bestyrelsen er ikke på nogen måde ude på at opbygge reserver, og der er ikke behov for ekstra tilførsel af kapital,« siger Combus-formanden.

For hele 1999 venter Combus en væsentlig forbedring sammenlignet med underskuddet i 1998 på 140 mio. kr. Men der vil fortsat blive tale om et underskud, som understreges af de minus 98 mio. kr. i første halvår.

Tallene overrasker ikke formanden for brancheforeningen Danske Busvognmænd.

»Det bekræfter kun den opfattelse, vi hele tiden har haft af tingene i Combus. Der mangler indtjening, og selskabets økonomiske situation kan blive værre endnu. Combus har lang tid igen at køre på de tabsgivende kontrakter i bl.a. København. Til gengæld skal en række af deres bedre forretninger, som de tjener penge på, om kort tid på ny udbydes i licitation.

Tingene kan fortsat udvikle sig i negativ retning rent økonomisk,« siger Steen Fris, formand for Danske Busvognmænd.

I Folketinget har Combus hele sommeren været et varmt emne, som har udløst voldsom kritik fra oppositionen af bl.a. trafikminister Sonja Mikkelsen (S).

»De nye tal bekræfter, at vi hurtigst muligt skal have presset ministeren til at sælge selskabet. Det går ikke bare at udsætte det, som ministeren og den nye bestyrelsesformand tilsyneladende vil,« siger Fremskridtspartiets Kim Benhke.

Også Venstres trafikordfører Svend Heiselberg og de konservatives Kaj Ikast er rystet over regnskabstallene fra Combus.

»Det holder ikke. Jeg venter, at der vil ske noget rent politisk, når Folketinget samles i oktober, hvis ikke bestyrelse eller regering inden da, har taget initiativ til at få selskabet solgt,« siger Kaj Ikast.

..

BRANCHENYT
Læs også