Tele Danmark med i gigant-opgør

Det delvist Tele Danmark ejede mobilselskab i Østrig, One, tager markedsandele fra mobilbranchens store. Mobilselskabet One i Østrig, hvoraf Tele Danmark ejer 15 pct., runder om kort tid 300.000 mobilkunder og når dermed sit mål for hele året. Tallet er nået på kun 10 måneder, og One har nu syv pct. af det østrigske mobilmarked, som hører til blandt de fire hurtigst voksende i Europa. 40 ud af 100 østrigere har nu "ein handy".

Det dansk ledede selskabs mål er at erobre en tredjedel af den mobile omsætning i Østrig ved udgangen af år 2000, oplyser selskabets adm. direktør Jørgen Bang-Jensen. Sidst i år 2000 vil selskabet nå et positivt driftsresultat, og i 2005-2006 vil investeringerne være betalt tilbage.

Broget ejerskab

Den tidligere chef for Tele Danmark Mobil A/S har ledet det østrigske selskab siden oktober 1997.

One ejes af tre teleselskaber: det engelske Orange (17,5 pct.), det norske Telenor (17,5 pct.), og Tele Danmark (15 pct.), samt den østrigske bank Constantia (10 pct.), det østrigske industriselskab RHI (20 pct.), og det tyske industriselskab VIAG (20 pct.). Forudsætningen for at skabe en vindende strategi med en så forskelligartet ejerkreds er, at man er enige om retningen, understreger Jørgen Bang-Jensen.

»Alle ejere er enige om, at fremtiden er baseret på mobilitet og Internet, og det er selskabets strategiske udgangspunkt,« siger han.

Ingen vil sælge

Jørgen Bang-Jensen oplyser, at ingen har planer om at sælge, tværtimod vil alle gerne øge deres ejerandel.

I november vil One lancere det mobile dataprodukt High Speed, og næste år følger pakkedata (GPRS), som Jørgen Bang-Jensen vurderer vil give mobilnettet sit andet gennembrud. Med pakkedata kan man via mobilen være på Nettet altid.

Europas hårde nysere

Ones konkurrenter er alle at finde på top fem listen over Europas største mobilselskaber.

Det markedsledende selskab Mobilkom har Telecom Italia som medejer. Det næststsørste selskab Maxmobil er kontrolleret af Deutsche Telekom, mens et tredje selskab, Tele.ring, der kontrolleres af det tyske Mannesmann, debuterer med et GSM 1800 net næste år.

De to store, gamle GSM 900 selskaber forærer Nokia-telefoner gratis væk. One tager stadig 99 schilling (50 kr.) for sin den billigste. One ønsker at tiltrække de mest talende kunder, og det gør man ikke med gratis telefoner men gennem lave minutpriser. Strategien ser ud til at lykkes. Ifølge Jørgen Bang-Jensen ligger forbruget pr. kunde på den rigtige side af 200 minutter om måneden - pænt over gennemsnittet på markedet.

..

BRANCHENYT
Læs også