Crisplant-chef til NEG Micon

NEG Micon har fundet manden, der skal rydde op i de økonomiske problemer og lede møllebyggeren ind i det nye årtusinde. Det børsnoterede selskab har ansat den 42-årige Torben Bjerre-Madsen som ny adm. direktør som afløser for Jens-Erik Kristensen, der for kort tid siden blev fyret efter et utilfredsstillende halvårsregnskab.

Torben Bjerre-Madsen nåede kun at holde knap tre ugers ferie efter en brat afslutning i sit tidligere job som koncerndirektør i det børsnoterede Crisplant. Sammen med adm. direktør Ebbe Funk forlod Bjerre-Madsen Århus-virksomheden, da de nye britiske ejere ville bestemme lidt rigeligt efter de to chefers smag.

Den nye topchef begynder allerede i dag hos NEG Micon i Randers. Indtil udgangen af året dog som viceadm. direktør sammen Erling Lindahl, der midlertidigt har overtaget opgaven som adm. direktør som repræsentant for hovedaktionæren Schouw & Co. De kommende måneder skal den nye direktør bruge til at sætte sig vindmøllebranchen, som er et nyt bekendtskab.

Grøn energi

»Jeg ved ikke ret meget om vindmøller, men jeg ved noget om projektvirksomheder. Og jeg kan lide tanken om mere grøn energi - uden at der skal gå for meget '68er i det,« siger den 42-årige Torben Bjerre-Madsen.

»Vindmøllebranchen er inde i en voldsom vækst, og målet må være, at det også skal være en lønsom vækst. Det gør de fantastisk dygtigt på Vestas, og det viser, at der kan tjenes penge i branchen.«

Denne cadeau til rivalerne fra Vestas vil næppe være hverdagskost i fremtiden, da verdens to største vindmøllefabrikker er på vej ind i en skærpet konkurrence såvel internationalt som på det nye megamarked for kæmpestore møller til havbrug i Danmark.

Internt samarbejde

Udover den lønsomme vækst venter Torben Bjerre-Madsen umiddelbart at fortsætte bestræbelserne på at få de enkelte selskaber i NEG Micon til at fungere optimalt sammen. Siden fusionen mellem Micon og det børsnoterede Nordtank forrige år har selskabet købt aggressivt op af nye virksomheder og har i dag produktion i Rudkøbing, Skagen, Balle på Djursland, Hammel og Randers.

»Fra min tid i Danisco Foods og Frigodan har jeg erfaring med at opkøbe virksomheder og få dem til at arbejde godt sammen. Det kan faktisk være en meget vanskelig opgave, som man allerede er godt i gang med på NEG Micon,« siger Torben Bjerre-Madsen.

..

BRANCHENYT
Læs også