Tele Danmarks monopol brudt

Danmarks største leverandør af kontorartikler, Barfod A/S, har som den første virksomhed forladt Tele Danmark til fordel for et nyt teleselskab med sine gamle telefonnumre i behold.

Den 300 mand store virksomhed blev dermed den første, som fuldt ud brød med Tele Danmarks monopol på fastnettet.

Telia blev på den anden side det første af de nye teleselskaber, som får glæde af den såkaldte nummerportabilitet, populært kaldet nummerflytning. Telia har trukket en fiberlinie fra sit eget telenet til Barfods hovedafdeling i Glostrup, og overtager virksomhedens fastnettelefoni fra Tele Danmark. Barfod A/S havde i forvejen sine mobiltelefoner hos Telia.

»Via nummerportabilitet blev det muligt for os at samle al vores telefoni hos én leverandør. Telia tilbød os en samlet løsning, hvor mobiltelefonerne bliver integreret med omstillingsbordet,« forklarer IT-chef Jørgen Thelin.

Barfod A/S regner også med at få en økonomisk gevinst ud af flytningen.

Kun for erhvervslivet

I denne uge vil en stribe virksomheder forlade Tele Danmark med de gamle nummerserier i behold til fordel for Tele2, Telia og Mobilix, oplyser Telebrancheforeningen. Branchen forventer, at nummerflytning på det faste telefonnet vil fungere i fuld skala for erhvervslivet fra årsskiftet.

I princippet har alle telefonkunder siden 15. oktober haft mulighed for at tage deres telefonnummer med sig, men reelt gælder det kun for erhvervsvirksomheder.

»Nummerflytning får kun effekt for de virksomheder, der er store nok til, at det kan betale sig for os at trække selvstændige linier,« forklarer Thomas Boe Bramsen, marketingdirektør i Telia.

Først når de nye teleselskaber får direkte adgang til telefonnettet - det rå kobber - vil også private kunder blive tilbudt nummerflytning. Indtil da er private henvist til de selskaber, der alene gensælger Tele Danmarks net. Skifter en fastnetkunde fra Tele Danmark til Mobilix, Sonofon eller Debitel, bibeholder kunden automatisk sit gamle telefonnummer.

..

BRANCHENYT
Læs også