Radio-meters fremtid

Når koncernchef Johan Schrøder trækker sig fra Radiometer, bliver det i forbindelse med et større opkøb. Det skal bringe nye aktionærer ind og dermed udvande hans ejerandel.

»Jeg vil helst nedbringe min ejerandel i forbindelse med, at Radiometer købte noget andet. Købet skulle så finansieres af andre investorer og ad den vej udvande min ejerandel. Jeg vil under ingen omstændigheder sidde som gammel pensionist og være hovedaktionær,« siger Johan Schrøder.

Han understreger dog, at der ikke er aktuelle planer om et opkøb, men siger, at Radiometer fortsat leder efter den helt rigtige virksomhed til koncernen.

Tid endnu

»Hvis der kom en oplagt virksomhed, vi kunne købe. Én som virkelig passer ind i vores medicoprogram, så ville jeg godt nedbringe min ejerandel. Men jeg er jo ikke lige ved at gå på pension, så der er tid endnu,« siger han.

Til gengæld afviser han ensidigt at sælge ud af sine aktier for at skabe en større likviditet i Radiometers aktier. Han er efterhånden kommet til den erkendelse, at det kun er store positive nyheder, der for alvor kan rykke ved virksomhedens aktiekurs.

Intet hjælper

»For nogle år siden fortalte analytikerne os, at vi skulle lave et tilbagekøbsprogram af vores egne aktier. Det gjorde vi så, men det fik bare aktien til at blive endnu mere illikvid. Og før det fik vi besked på at koncentrere os om vores kerneområde. Så solgte vi Struers fra, men det hjalp ikke på kursen,« siger Johan Schrøder.

»Så længe vi ikke er en ultra likvid aktie, og investorerne kun interesserer sig for brancher fremfor lande, samt at vi står uden for euro'en, er det kun et virkeligt godt halvårsregnskab eller meddelelsen om et stort opkøb, der vil rykke kursen« siger han.

ATP og LD skal med

Det eneste, der kunne få ham til at sælge nogle af sine aktier fra, ville være, hvis de øvrige store aktionærer som ATP og LD gik med ham.

»Hvis ATP og LD kontaktede mig og foreslog, om vi i fællesskab skulle gøre noget for at stimulere omsætningen, så ville jeg ikke afvise at være med. Til gengæld skulle vi love hinanden ikke at købe op. Men jeg tror, at vi alle tre hellere vil købe end sælge aktierne i Radiometer til den øjeblikkelige kurs. Hvis kursen var 100 point højere kunne det da godt være, at jeg ville overveje det,« siger han.

..

BRANCHENYT
Læs også