KORT NYT - E&Ø Indland

Forsvarer trækker sig fra sag

kriminalitet For at få en stor straffesag imod nogle af de såkaldte sidegadevekselerere hurtigere i gang ved Københavns Byret har advokat Ebbe Mogensen trukket sig som forsvarer. »Jeg vurderede, at min kalender kunne være en hindring for at få berammet sagen tidligere, og efter samråd med min klient trak jeg mig,« siger Ebbe Mogensen til Ritzau. Ni mænd er tiltalt i sagen, som er rejst af Bagmandspolitiet. I august så det ud som om, domsforhandlingen først kunne blive indledt i januar 2001. /ritzau/

OK går ind på elmarkedet

el Olie- og benzinselskabet OK vil ind på elmarkedet. I første omgang vil selskabet sikre effektive og favorable elleverancer til de FDB-adresser og Brugsforeninger, der stilles frit i deres indkøb af el fra den 1. januar 2001. OK vil senere vurdere muligheden for at opstille attraktive tilbud til private kunder. FDB og Brugsforeningerne har omkring 60 adresser, hvor elforbruget er mere end en million kilowatt-timer om året. Her bliver der adgang til at købe el på det frie marked fra januar 2001. De øvrige FDB-adresser og Brugsforeninger får først adgang til frit elindkøb fra 1. januar 2003. Åbningen af el-markedet i Danmark foregår trinvist. /ritzau/

Mols-Linien afviser konkurrent

rederier Mols-Linien afviser, at det norske rederi Easy Line kan blive en konkurrent på Kattegat. Mols-Liniens direktør, Preben Wolff, mener ikke, der er grundlag for flere rederier på Kattegat, og desuden er der ikke plads til flere færger i Odden Havn. Easy Line har ansøgt Mols-Linien om tilladelse til at sejle i direkte konkurrence på ruten mellem Ebeltoft og Odden. Mols-Linien ejer havnen i Odden, og hvis der ikke åbnes for den nye konkurrent, er Easy Line parat til at indbringe sagen for havneklagenævnet. /ritzau/

Entreprenører tjener mere

entrepren ører For tredje år i træk har entreprenørbranchen forbedret sin indtjening. Det er Danske Entreprenørers cheføkonom Curt Liliegreens konklusion på baggrund af branchens netop offentliggjorte regnskabsanalyse for 1998/99, fremgår det onsdag af fagbladet Entreprisen. Andelen af virksomheder med direkte negativ overskudsgrad faldt markant i forhold til forrige år. Analysen er baseret på oplysninger fra 209 virksomheder med en samlet omsætning på 28,5 mia. kr. Reuters Finans

Større bøder i miljøsager

arbejdsmiljø Bøderne til de arbejdsgivere, der overtræder loven om arbejdsmiljø, skal fordobles. Dette generelle budskab kom onsdag fra Højesteret, som afsagde dom i to sager mod sønderjyske virksomheder. Udgangspunktet i de såkaldt almindelige sager skal fremover være en bøde på 20.000 kr. og ikke på 10.000 kr., som var praksis, før Folketinget i 1997 skærpede loven. /ritzau/

Rabatkort-projekt kuldsejlet

arbejdsmarked Et ambitiøst forsøg på at introducere et indkøbsrabatkort til alle LO's 1,5 mio. medlemmer er slået totalt fejl og har samtidig trukket et af arbejderbevgelsens flagskibe med i faldet. Og foreningen Kooperativt Idé Center (KIC), der skulle have været fødselshjælper for virksomheder, hvor der blev taget hensyn til de udstødte og svage grupper på arbejdsmarkedet, er ifølge Statstidende netop taget under konkursbehandling ved Sø- og Handelsretten i København, skriver Politiken. /ritzau/

Danish Crown får pris

PRIS Store nedskæringer i forbruget af el, fjernvarme og vand har sikret svineslagteriet Danish Crown i Nr. Sundby titlen som "Årets mest energi-effektive virksomhed" i 1998. Vinderen udpeges efter indstilling fra elselskabernes energirådgivere. Slagteriet i Nr. Sundby har med rådgivning fra Energicentret i Aalborg skåret ned på alle former for energiforbrug. I perioden 1997-1998 faldt elforbruget med 6 pct., fjernvarmen med 17 pct., vandforbruget med 13 pct. og forbruget af fuelolie med hele 30 pct. /ritzau/

Hæder til Linak

pris Landsforeningen Dansk Arbejdes Diplom og Prins Henriks Æresmedalje er tildelt den danske eksportarbejder Søren Hother Rasmussen, der er direktør for virksomheden Linaks selskab i Tyskland. Prisen gives som anerkendelse for en særlig indsats til gavn for dansk eksport. Linak, der har hovedkontor i Nordborg på Als, laver avanceret udstyr til hospitalssenge, landbrugsmaskiner og lignende. /ritzau/

DR-ansatte accepterer forlig

arbejdsmark ed Der bliver ikke flere arbejdsnedlæggelser blandt journalisterne på Danmarks Radios ni regionale radiostationer i denne omgang. På et orienteringsmøde i Radiohuset onsdag formiddag accepterede journalisterne resultatet af et forhandlingsmøde mellem DR-ledelsen og Dansk Journalistforbund tirsdag aften. Medarbejderne var først og fremmest utilfredse med, at DR's ledelse ikke ville give dem lov til at samle tidskompensation for natarbejde sammen til hele afspadseringsdage. Det har DR-ledelsen nu accepteret. Til gengæld har medarbejderne måttet give nogle indrømmelser omkring løn- og ansættelsesforhold for kontraktansatte medarbejdere, der bliver ansat i en fast stilling. /ritzau/

Hoteller bliver digitale

EDB Hoteller bliver i fremtiden meget mere end et sted, hvor mennesker overnatter, holder møder eller spiser middag. De bliver effektive arbejdspladser og kommunikationscentre for alle typer forretningsrejsende. Det mener virksomheden NetPoint, der står bag et helt nyt IT-center, som tirsdag åbnede på Radisson SAS Royal Hotel i København. 70 PC'ere står klar til brug for hotelgæsterne og alle typer konferencer, kurser og arrangementer. /ritzau/

..

BRANCHENYT
Læs også