Dybe stød mod samba-økonomien

Den brasilianske valuta fortsætter sit fald og har passeret den psykologiske grænse på to for en dollar.

Det store land er ude på glat is,

hvilket gør livet svært for udenlandske selskaber


Rio de Janeiro

Da gongongen ringede, havde Brasilien fået en ordentlig omgang klø, som landet nu ti måneder efter stadig ikke er kommet sig over.

Modstanderen var den internationale finanssektor.

Efter erklæringen fra landets gale guvernør fra Minas Gerais delstat, ekspræsident Itamar Franco, om ikke længere at ville betale delstatens gæld, begyndte finansverdenen øjeblikkelig at fjerne investeringer i det sydamerikanske samba-land.

Deres reaktion virkede som dybe stød mod den brasilianske økonomis solar plexus.

På få fatale januardage mistede den brasilianske valuta realen 60 procent af sin værdi.

Siden fik den indhentet noget af det tabte, men i de seneste måneder er faldet fortsat brat.

Dræn i valutakassen

Det har kostet.

Den rekordstore beholdning af valutareserver er halveret.

Omkring 40 mia dollars har centralbanken kastet på markedet i støtteopkøb af realen, uden at faldet er bremset af den grund.

Pengene er på sin vis spildt. Røget ud i det internationale finansmarkeds penge-centrifuge.

I går kostede en dollar 1,98 real, lidt mindre end i sidste uge, da den passerede den psykologiske grænse på to for en dollar.

Endnu et tag i reservebeholdningen hjalp til, men det er et faktum, at det brasilianske mirakel, alle var interesseret i at få del i, er blegnet betydeligt.

Intet tyder på, at faldet ikke fortsætter. Regeringens økonomer havde forventet, at kursen ved årets slutning ville ligge omkring 1,75 for en dollar, nu synes to at være det mest sandsynlige, trods den store valutatilførsel turismen omkring nytår tilfører.Usikkerheden og den stagnerede økonomi giver store problemer både for landets egne virksomheder og de hundreder af udenlandske, der har slået sig ned i Brasilien siden midten af 1990erne.

Bilproduktionen, en af verdens største, er sat på vågeblus og titusinder af arbejdere sendt på ufrivillig ferie eller afskediget.

Således er prisen på biler nu blandt verdens laveste. En ny brasiliansk produceret VW Golf kan fåes for 40.000 kroner.

Begmand til dansk ost

Også danske firmaer mærker problemerne i den brasilianske økonomi.

Familieforetagendet Tholstrup Ost, der tog springet til det brasilianske marked for godt et år siden med store forventninger på grund af realens gode købekraft, har måttet ændre strategi radikalt.

»Salget stoppede øjeblikkeligt efter krisen i januar,« forklarer salgschef Henrik Ruff over telefonen fra sit hovedkontor i Argentina.

Tholstrup henvender sig med sine produkter først og fremmest til de rigeste forbrugere på det brasilianske marked.

Øget markedsføring

Den bratte nedgang i salget viste klart, at også den gruppe fik et skud for boven af den dramatiske devaluering.

»Vi måtte ændre vores forventninger til salget og besluttede at øge investeringerne i markedsføring for at fastholde vores del af markedet,« siger Henrik Ruff.

Nye tider

Tholstrup Ost oplevede sin bedste aftager, supermarkedskæden Sendas opsige kontrakten.

De er tilbage nu.

»Konkurrencen er blevet hårdere.

Brasilianerne skal tænke sig om en ekstra gang, før de sætter en dansk ost på bordet.«

..

BRANCHENYT
Læs også