KORT NYT - INDLAND



Fyringer på Niels Brock

ARBEJDSMARKED - En af landets største uddannelsesinstitutioner, Niels Brock i København, sender i dag afskedigelsesvarsel til 82 af skolens ca. 1200 medarbejdere. Blandt de afskedigede er 70 lærere, mens de øvrige er administrative medarbejdere. En række løst tilknyttede undervisere har samtidig fået meddelelse om, at de ikke kan forvente deres kontrakt med skolen forlænget, når deres undervisning i dette semester er afsluttet. I forbindelse med afskedigelserne er der gennemført en slankning af organisationen, og i en senere runde vil også nogle af skolens ca. 50 ledere kunne forvente at blive afskediget. Handelsskolerne er i disse år ramt af nedskæringer på de såkaldte taxametre og af bortfald af tilskud. Det tvinger skolerne til at effektivisere og rationalisere driften, og det indebærer afskedigelser af medarbejdere på en række af landets handelsskoler, oplyser skolen i en pressemeddelelse. /ritzau/

Rullende landevej til Rødby

TRANSPORT - Det svenske jernbanegodsselskab TGOJ AB, der er et helejet datterselskab i de svenske statsbaner SJ, er i gang med at planlægge en "rullende landevej" mellem Malmø og Rødby. Ifølge Regionalen, DR i Næstved, træffer TGOJ beslutning om biltoget til lastbiler i begyndelsen af februar. Bliver planerne ført ud i livet, vil et tog med plads til 20 lastbiler kunne pendulere mellem Malmø og Rødby via Øresundbroen.DSB Gods har tidligere arbejdet med planer om en "rullende landevej" til lastbiler mellem Høje Taastrup og godsterminalen i Taulov, men indtil videre er det blevet ved planerne. /ritzau/

Chemitalic sænker skønnet

REGNSKAB - Elektronikfabrikanten Chemitalic sænker sin prognose for den primære drift i regnskabsåret 1999/2000 til mellem 0 og to mio. kr., fremgår det mandag af en fondsbørsmeddelelse. Tidligere lød forventningen på otte mio. kr., og nedjusteringen nu skyldes problemer i det finske selskab, Chemitalic-Printeq OY. For første halvår forventer Chemitalic nu et underskud på den primære drift på mellem 3,0 og 4,0 mia. kr. - mod et tidligere skøn på et nulresultat. Reuters Finans

Stabilitet i konkurser

KONKURSER - Gennem hele 1999 har antallet af tvangsauktioner ligget stabilt med omkring 200 pr. måned. I december var tallet 209. Tallene for årets tre sidste måneder ligger dog fire procent højere end perioden juli-september, oplyser Danmarks Statistik. Også antallet af konkurser lå i 1999 meget stabilt med omkring 140 pr. måned. I december blev der registreret 141 konkurser, og her er der tale om et svagt fald på 4 pct. i årets tre sidste måneder i forhold til perioden juli-september. /ritzau/

BRANCHENYT
Læs også