KORT NYT

Grøde i økologisk eksportlandbrug

Der er gode muligheder for at eksportere økologisk mælk, smør og andre mejeriprodukter fra Danmark til Storbritannien ogTyskland. Det viser en ny rapport fra Økologisk Landscenter og Mejeriforeningen. Både på det britiske og det tyske marked er økologi på vej til at blive en del af det daglige forbrug og ikke kun en niche-vare. Især det britiske marked kan være interessant for de danske økologer. Her efterspørger 15 pct. af befolkningen økologiske varer, og Storbritannien importerer hele 40 pct. af det samlede forbrug af økologiske mejeriprodukter. /ritzau/

Aller overtager Billed-Bladet

medier Billed-Bladet og Ugebladet Søndag vil fremover blive udgivet af Aller Press. Det ligger fast, efter at der onsdag blev givet endeligt grønt lys for en fusion mellem Aller Press A/S og Bladforlaget af første oktober 1987 A/S samt Bladrepro A/S. Det skete på generalforsamlinger i de tre selskaber. Aller Press udgiver i forvejen ugebladene Familie Journalen, Femina, Kig Ind, Se & Hør og Ude og Hjemme. /ritzau/

Navneforbud ophæves

selskabstømning Østre Landsret har besluttet, at det fremover er tilladt at nævne navnene på to tiltalte i en sag om selskabstømning. De to blev i december sidste år tiltalt for skyldnersvig for 11 mio. kr. i forbindelse med køb af syv overskudsselskaber, som ifølge tiltalen blev tømt for værdier. Det gav ifølge anklageskriftet et kriminelt udbytte på godt fire mio. kr. De to tiltalte er hovedaktionæren i det børsnoterede selskab Scanbox A/S, der bl.a. distribuerer biograf- og videofilm, den 54-årige Anders Peter Jensen, og hans rådgiver, den 45-årige statsautoriserede revisor Alex Michael Ankjær-Jensen. /ritzau/

Grønt lys for Danfoss-fusion

industri Efter at alle godkendelser er kommet på plads, bliver aftalen om fusionen mellem Danfoss datterselskabet Fluid Power og det tysk/amerikanske Sauer Inc. lørdag formelt undertegnet på Glücksborg Slot ved Flensborg. Fusionen træder i kraft den 3. april. Det nye selskab, Sauer-Danfoss Inc., bliver verdens største virksomhed indenfor mobilhydraulik og får i alt 6200 medarbejdere i Europa, Asien og USA. Den årlige omsætning bliver på mere end seks mia. kr., oplyser Danfoss. Selskabet får ikke færre end tre hovedkvarterer, nemlig i Nordborg i Danmark, i Neumünster i Tyskland og i Iowa i USA. /ritzau/

Skarp kritik af asbestforbud

landbrug Trods skarp kritik fra Landbruget står Arbejdstilsynet fast på, at ejerne af orkanhærgede ejendomme ikke må genbruge asbestplader til at reparere huller i taget. Tusinder af landbrug blev beskadiget under orkanen, der 3. december ramte Danmark med vindhastigheder på op til 185 km. i timen. Dansk Familielandbrugs sønderjyske formand, Peter Petersen, Løgumkloster, kritiserer Arbejdstilsynet for mangel på situationsfornemmelse, fordi der er tale om en nødsituation, hvor mange dyr lever under utilfredsstillende bygningsmæssige forhold. /ritzau/

Initiativpris til Partner Electric

pris Blandt 14 nominerede var det Vojens-virksomheden Partner Electric, der onsdag fik Dansk Industris Initiativpris. Prins Joachim overrakte prisen til den sønderjyske elektronikkomet i forbindelse med en konference om mindre og mellemstore virksomheders forhold. Partner Electric, der fremstiller produkter til telesektoren, er mest kendt for et omstillingsanlæg, der kan finde den bedste og billigste måde at dirigere kundens telefonsamtaler til den billigste operatør. Sidste år havde virksomheden med godt 100 ansatte en vækst på cirka 40 pct., og kurven peger fortsat mod stjernerne. /ritzau/

Slutspurt på industriområdet

overenskomster Forhandlingerne om en ny overenskomst for det store toneangivende industriområde er ved at gå ind i den afgørende fase. Ifølge Ritzaus oplysninger er parterne nemlig nået så langt, at de store - og beslutningstagende forhandlingsudvalg - i henholdsvis DI (Dansk Industri) og forhandlingsfællesskabet CO-industri kan blive indkaldt når som helst. Og det vurderes fra flere sider, at indkaldelsen vil ske senest i løbet af en uge. Desuden ser det ud til, at parterne allerede på nuværende tidspunkt er så afklarede i forhold til de enkelte elementer i en kommende overenskomst, at forliget kan være klar til underskrift indenfor parternes egen foreløbige deadline for forhandlingerne - nemlig den 10. februar. /ritzau/

Modstand mod EU-kampagne

EU Junibevægelsen vil have Danmark til at gå imod EU's kampagner for at få os til at spise mere olivenolie. Bevægelsen foreslår derfor Folketingets Europaudvalg, at Danmark skal stemme imod at bevilge flere penge til kampagnerne for olivenolie, når EU holder rådsmøde den 24.-25. januar. Junibevægelsen vil have Danmark til at stemme imod penge til olivenolie-kampagnerne, fordi de ikke overholder forbudet mod sundhedsanprisninger. /ritzau/

Kapital til Easy Line

rederier Easy Line får økonomisk indsprøjtning fra selskaberne Eidsiva Rederi ASA og Fosen Trafikklag ASA. som har indgået en aftale om at øge aktiekapitalen i Eidsivas danske datterselskab Easy Line Holding A/S med 15 mio. kr. gennem en emission. De to selskaber bidrager hver med 7,5 mio. kr. Grundlaget for samarbejdet er Fosen Trafikklag ASAs erfaringer inden for færgedrift og en fælles tro på mulighederne i at videreudvikle trafikken mellem Danmark og Tyskland på den eksisterende rute Gedser-Rostock og på den nye rute Rødby-Puttgarden, oplyser Eidsiva i en meddelelse til Oslo Børs. ann

..

BRANCHENYT
Læs også