KORT NYT: Indland

Nyt Øresunds-organsamarbejde

Øresund Identity Network bliver det officielle navn på et nyt samarbejdsorgan for regionen. Det udspringer af projektet "Birth of a region", som har været i gang i et par år, skriver nyhedsbrevet Rapidus. ØIN skal stå for markedsføring og profilering af hele Øresundsregionen som en sammenhængende enhed. Virksomheden skal ledes af Øresundskonsortiets informationsdirektør Jacob Vestergaard. Den svenske og danske stat, Region skåne og Hovedstadsregionen bidrager med hver en fjerdedel til budgettet på 10 mio. kr. JP

Compaq bliver i Nordsjælland

EDB Den danske Compaq-afdeling bliver i Nordsjælland, oplyser Compaqs økonomidirektør, Jens Norgaard til nyhedsbrevet Rapidus. Siden december har spekulationerne floreret om Compaq ville til eksempelvis Ørestaden eller endda Malmø for at udvide. Men nu leder Compaq videre i området med ydre grænser mod Hørsholm og Farum. Compaq i Nordsjælland har 400 medarbejdere, og i 1998 afløste Compaq IBM på førstepladsen på Danmarks top 10 PC-liste ifølge analysefirmaet IDC. JP

Danish Crown holder stille

arbejdsmarked Danish Crown-slagteriet i Horsens har måtte indstille al produktion som følge af en arbejdsnedlæggelse, der lammer hele slagteriet. Godt 200 medarbejdere fortsatte onsdag strejken, der gør, at ingen af afdelingens øvrige knap 450 medarbejdere kan komme videre med slagtning eller opskæring af grisene. Medarbejderne blev efter mødet pålagt at afbryde nedlæggelsen, der skyldes uoverensstemmelse omkring aflønningen for et møde. Medarbejderne ønskede gennemsnitsaflønning for mødet, der varede knap to timer, mens ledelsen med overenskomsten i hånden kun var villig til at give timelønnen på 87,29 kr. /ritzau/

Metal mangler elevpladser

arbejdsmarked Antallet af elevpladser indenfor metalindustrien er katastrofalt lavt og nærmede sig i 1999 den hidtidige bundrekord fra 1997, skriver De 3 Stiftstidender og JydskeVestkysten. Fagforbundet Dansk Metal hævder, at alt for mange arbejdsgivere synes, at det er for besværligt at have elever. »Det absurde er, at arbejdsgiverne står i kø for at få fat i faglærte håndværkere,« siger forbundssekretær Ove Poulsen, Dansk Metal. Frem til 1. november 1999 var der kun indgået 4699 uddannelsesaftaler mod 5269 året før. /ritzau/

Lavere fart på skæve skinner

trafik Skæve skinner fører nu til permanent hastighedsnættelse på strækningen mellem Vejle og Fredericia. Hastigheden sættes ned fra 160 til 140 km/t for at begrænse togets slingren, der er ødelæggende for togpersonalets arbejdsmiljø og passagerernes komfort. Ifølge DSB's blad DSB i dag er det mere sikkert at nedsætte hastigheden over en given strækning ved at ændre på ATC-systemet end at give lokomotivførerne skriftlige og mundtlige beskeder om lokalt skæve skinner. /ritzau/

Stor forskel på pensioner

pension Der er stor forskel på de danske pensionskassers evne til at få lønmodtagernes pensionsbidrag til at yngle. Det viser en sammenligning, som Politiken har foretaget. Bedst ser det ud for faggrupper som kvindelige specialarbejdere og ansatte i bygge- og anlægsbranchen. Bagere og slagtere hører til dem, der får mindst ud af deres pensionsbetaling. Forskellen på afkastet er så stor, at 10.000 kr. efter syv år er blevet til 22.320 kr. efter skat hos den dygtigste pensionskasse og kun 13.860 i den dårligste. /ritzau/

Få sparer på transporten

energi Kampagnerne om at spare på energien har været en succes, når det gælder vand, lys og varme, men det kniber gevaldigt med at få danskerne til at spare på transporten. Det viser en ny undersøgelse, som Energimiljørådet står bag. Undersøgelsen viser desuden, at øget velstand og øget privatforbrug ikke har fået danskerne til at slække på energibevidstheden på de nære områder, idet 9 ud af 10 prøver at spare på energien i det daglige ved at tage brusebad i stedet for karbad, vaske tøj ved lavere temperatur, spare elektricitetet og ved at have termostater på radiatorerne. /ritzau/

Regionalt pres for Femerbro

transport STRING, der er fælles regionalt udviklingsprojekt for Öresundskomiteen, Region Skåne, Stormstrøms og Vestsjællands amter, Schleswig-Holstein og Hamburg, presser på for en hurtig beslutning om en fast forbindelse over Femer Bælt. »For at udnytte de muligheder, regionen har, er det nødvendigt med hurtige trafikforbindelser i den sydvestlige del af Østersøen, og STRING har sat som mål, at alle vigtige centre inden for STRING-området skal kunne nås inden for tre timer,« mener STRING. /ritzau/

Symbion-IT tæt på udsolgt

forskning Den ny forskerpark Symbion-IT tæt ved IT-Højskolen i København, har på tre måneder fyldt så godt op med IT-firmaer blandt lejerne, at direktøren for Symbion Science Park, Elisabeth Grüner, nu overvejer at udvide IT-parken, ifølge nyhedsbrevet Rapidus. Symbion-IT´s firmaer udvikler eksempelvis WAP-teknologi og nye typer hjemmesider uden om webdesignere, så kunderne selv kan kombinere siderne med økonomi og andre systemer. JP

Ny chef for Politikens Forlag

ledelse Karsten Blauert, 48 år, er udnævnt til ny administrerende direktør for Politikens Forlag. Han afløser Johs. Ravn, der ønsker at gå på pension i anledning af sin 65-års fødselsdag. Karsten Blauert kommer fra en stilling som forlagsdirektør på Børsens Forlag og Forlaget Møntergården. Johs. Ravn vil fortsat virke som konsulent for koncernledelsen i Politikens Hus.

..

BRANCHENYT
Læs også