Kort nyt:

Den Norske Bank køber opSVERIGE

Det svenske forsikringsselskab Skandia har solgt sin afdeling for kapitalforvaltning, Skandia Asset Management, til Den Norske Bank. Det meddeler Skandia, der er noteret på blandt andre Københavns Fondsbørs. Banken har betalt 3,2 mia. skr. (ca. 2,6 mia. kr.) for afdelingen, og ifølge Skandias egne oplysninger giver det forsikringsselskabet en gevinst på ca. 2 mia. skr. (1,6 mia. kr.). Skandia Asset Management forvalter ca. 280 mia. kr. og har 220 medarbejdere. /ritzau/

ECB: Skæringsrenten steg

TYSKLAND Den Europæiske Centralbank (ECB) fastsatte skæringsrenten til 3,30 pct. og den gennemsnitlige rente til 3,32 pct. ved tirsdagens auktion over refinansierings-arrangementer. Ved den seneste almindelige refiauktion, der blev holdt på årets første bankdag, var renterne henholdsvis 3,28 pct. og 3,29 pct. ECB reducerede med auktionen pengemarkedets likviditet med 2 mia. euro, idet centralbanken accepterede refinansierings-arrangementer for 83 mia. euro, og der samtidig udløb arrangementer for 85 mia. euro. /ritzau/

Philips venter millard-besparelse

HOLLAND Omstruktureringer hos Philips Electronics kan pr. andet halvår 2003 have givet koncernen besparelser på helt op til 1 mia. euro (7,44 mia. kr.), udtaler topchef Gerard Kleisterlee til den europæiske udgave af Wall Street Journal. Omstruktureringsprocessen skulle oprindeligt have barberet 300 mio. euro af selskabets indirekte produktionsomkostninger på 1,2 mia. euro. Philips, der tidligere har bebudet, at man ville slanke arbejdsstyrken med ca. 11.000 mand, har nu planer om at have fjernet 12.000 ved udgangen af 2002, fremgår det af interviewet. Direktøren siger videre, at analytikere har uret i formodninger om, at Philips agter at lade sine chip-aktiviteter indgå i et joint venture med én af de to europæiske konkurrenter, fransk-italienske ST Microelectronics eller tyske Infineon. Philips er i stedet interesseret i at opkøbe en mindre chipproducent, erklærer Gerard Kleisterlee. Philips er Europas betydeligste producent af forbrugerelektronik og nummer tre på chip-fronten. Reuters

Øgede ordrer til tysk industri

TYSKLAND Den tyske industriordrebeholdning voksede mere end forventet i november - godt hjulpet på vej af stigende udenlandsk efterspørgsel, viser data fra finansministeriet. Ordrerne gik 0,9 pct. frem målt på månedsbasis - efter en tilbagegang på 0,3 pct. i oktober. Mange analytikere havde kalkuleret med en stigning på 0,3 pct. Dataene følger efter de første forsigtige tegn på et opsving i den amerikanske økonomi, men analytikere advarer om, at det endnu er for tidligt at antage, at ordreudviklingen snart udmønter sig i stigende industriproduktion. Reuters

Bét til fransk ferie-arrangør

FRANKRIG Den franske feriearrangør Club Mediterranee kom ud af regnskabsåret 2000/2001 med et nettounderskud på 70 mio. euro (knap 521 mio. kr.) - sammenlignet med et plus på 59 mio. euro året før. Udviklingen skal ses i sammenhæng med de faldende bestillinger i kølvandet på terrorangrebene i USA 11. september. Club Med, der også følte konsekvenserne af den verdensomspændende økonomiske krise før terrorangrebene, måtte desuden tage til takke med en halvering af driftsoverskuddet til 50 mio. euro og har siden 11. september øremærket 71 mio. euro til hovedsageligt omkostningsbegrænsende initiativer. Det akkumulerede bookingniveau var pr. 29. december faldet 19 pct. i forhold til vinteren 2000, og Club Med forventer, at udviklingen får konsekvenser for indeværende vintersæson. Nettounderskuddet for det regnskabsår, der løb frem til 31. oktober, var lidt større end forventet, og det samme var driftsoverskuddet. Omsætningen gik beskedne 5,1 pct. frem til 1,985 mia. euro, hvilket er i overensstemmelse med forventningerne. Reuters

Tyrkisk produktion fortsat i fald

TYRKIET Den tyrkiske industriproduktion faldt 13,9 pct. i november i forhold til samme periode året før, oplyser Tyrkiets Statistik. De officielle data vidner desuden om en 8,8 pct. tilbagegang i den gennemsnitlige industriproduktion for tidsrummet januar-november - ligeledes sammenlignet med de samme 11 måneder i 2000. Den tyrkiske regering forventer, at den økonomiske krise i 2001, der blev udløst af en hjemlig finanskrise og siden forværret af den verdensomspændende afmatning, vil barbere 8,5 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) for 2001, mens der atter bliver fremgang at spore i indeværende år. Tyrkiet og Den Internationale Valutafond (IMF) er stærkt på vej til at udbygge en eksisterende lånaftale på 19 mia. dollars (knap 159 mia. kr.) med 10 mia. dollars, så landet bliver bedre i stand til at håndtere de indenlandske gældsproblemer. Reuters Tøvende amreikansk julehandelUSA Amerikanske Tiffany & Co. melder, at juleomsætningen i forretninger, der har været i drift i mindst et år, faldt 2 pct., idet forbrugerne fortsat tøver med at tage den store pengepung op af lommen. Selskabet har imidlertid tillid til, at overskuddet i såvel fjerde kvartal som hele 2001 kommer til at ligge i den høje ende af det forventede. Nettoomsætningen i forbindelse med julehandlen, dvs. 1. november-31. december, blev på 472,7 mio. dollars (3,9 mia. kr.) - en tilbagegang på 2 pct. i forhold til samme periode året før. Tiffany regner ikke desto mindre med, at EPS-tallet i fjerde kvartal kommer til at ligge i den høje ende af en tidligere prognose på 49-56 cent, skønt omsætningen var ca. 3 pct. lavere end i samme kvartal året før. EPS-tallet for hele 2001 ventes ligeledes at lejre sig på den rigtige side af en tidligere prognose på 1,09-1,16 dollars.

..

BRANCHENYT
Læs også