Kort nyt:

Minister: Urimelig regel

BYGGERI Byggeriets Arbejdsgivere, BYG, har fået en positiv tilkendegivelse fra skatteminister Svend Erik Hovmand (V) om, at regler og praksis med hensyn til skat og moms af eget arbejde nu vil blive gennemgået med kritiske øjne. På den baggrund håber BYG, at der er udsigt til en skattemæssig ligestilling af byggehåndværkere med andre erhverv. »Jeg kan godt se, at denne beskatningspraksis kan forekomme noget urimelig - blandt andet fordi beskatningen udelukkende gennemføres over for enkelte grupper af skatteydere,« skriver Svend Erik Hovmand i et svar på en henvendelse fra BYG. Ministeren vil ifølge BYG derfor have belyst problemet med henblik på et efterfølgende lovinitiativ. I BYG er man foreløbig tilfreds med denne tilkendegivelse. /ritzau/

Overraskende betalingsoverskud øKONOMI Betalingsbalancen viste i november et overraskende overskud, ligesom handelsoverskuddet var større end ventet, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik. Overskuddet på betalingsbalancens løbende poster var i november 0,5 mia. kr., mens det måneden før var på 1,1 mia. kr. Der var ventet et betalingsunderskud i november på i gennemsnit 1,0 mia. kr. på grund af store betalinger til udlandet, der traditionelt ligger i november.Såvel import som eksport steg i november, men overskuddet i handlen med udlandet er stort set uændret i forhold til oktober. I november viste handelsbalancen i sæsonkorrigerede tal og eksklusive skibe således et overskud på 5,4 mia. kr. mod 5,5 mia. kr. måneden før, som er revideret op fra det oprindelig offentliggjorte overskud på 5,3 mia. kr. Analytikerne havde i gennemsnit ventet et overskud på 4,5 mia. kr. RB-Børsen Skoler skal spare UNDERVISNING Landets tekniske skoler og handelsskolerne skal næste år stramme livremmen endnu længere ind. VK-regeringen vil i sit kommende finanslovforslag lægge op til besparelser på 440 mio. kr. på hele Undervisningsministeriets område. Herunder kommer også erhvervsuddannelserne til at mærke sparekniven. Venstres finanspolitiske ordfører Kristian Jensen oplyser, at den samlede offentlige sektor skal effektivisere med mindst det samme som i den private sektor, nemlig 2 pct. Ifølge Kristian Jensen kommer kravene om besparelser på bl.a. handelsskolerne og de tekniske skoler, fordi regeringen vil prioritere at bruge pengene på ældre, sygehuse og børneorlov. Formanden for Teknisk Skoleforening, Peter Kay Mortensen, siger til LO's ugebrev Udspil, at besparelsen vil betyde dårligere kvalitet af erhvervsuddannelserne. maria Magasiner i Coop Danmark DETAILHANDEL Coop Danmark - tidligere FDB - og Bladkompagniet har indgået en aftale, der betyder, at Coop Danmark-butikkerne Kvickly, Superbrugsen, lokalbrugsen og Dagligbrugsen fortsat vil kunne sælge magasiner som bl.a. Woman og M!. FDB har hidtil nægtet at betale det nye gebyr, som Bladkompagniet krævede for at distribuere en række magasin-titler. Men en aftale er nu indgået, oplyser Jan Lehrmann, som er salgs- og marketingchef i Forlaget Benjamin, der står bag M! og Woman. Hvad aftalen præcis indeholder ønsker Jan Lehrmann ikke at fortælle. schol Vrå Andel i plus LANDBRUG Grovvarevirksomheden Vrå Andel i Nordjylland har vendt en negativ indtjening i fjor til et positivt halvårsresultat på godt fem mio. kr. efter beregnet skat. Nettoomsætning for regnskabsårets første halvdel viser en fremgang på 10 mio. kr. til 306 mio. kr. Resultatet før skat blev 7,3 mio. kr. mod minus 3,5 mio. kr. sidste år. Forklaringen er bedre håndtering af råvareindkøb og mere effektiv foderproduktion. un SAS fik aftale ARBEJDSMARKED De omkring 1700 luftfartsfunktionærer i SAS har på en generalforsamling nikket ja tak til den aftale om ændring i løn- og arbejdsvilkår, som blev lavet i december. Aftalen blev lavet, efter at SAS-ledelsen offentliggjorde planer om at spare omkring 2,5 milliarder kroner på budgettet - blandt andet ved at uddele fyresedler til omkring 3600 ansatte. To ud af tre luftfartsfunktionærer stemte ja til den et-årige aftale, der træder i kraft per 1. marts i år, og som blandt andet indebærer, at medarbejderne går seks procent ned i arbejdstid og løn. Når aftalen udløber, er det meningen, at parterne skal forhandle om lønstigninger som kompensation for den mistede lønstigning i år. /ritzau/ DSB lejer flere tog TRANSPORT DSB har lejet yderligere 25 dobbeltdækkertogvogne af Bombardier Transportation. Dermed vil DSB fra nytår råde over 67 to-etagesvogne. De første 42 vogne indsættes på strækningen mellem København, Holbæk og Kalundborg fra sommer. Og fra nytår indsættes de 25 sidste to-etagestogvogne mellem København, Næstved og Nykøbing F. De høje togvogne vil blive indsat på afgange med mange passagerer, så alle er sikret siddepladser, oplyser DSB. /ritzau/ Bøde efter salg af syge ål ..

BRANCHENYT
Læs også