Kort nyt

Nedlagte landbrug er guld værdBOLIGMARKED

De nedlagte gårde i smukke, grønne omgivelser er en eftertragtet vare. Især børnefamilierne vil i disse år meget gerne på landet, og det har fået efterspørgslen på de nedlagte landbrugsejendomme til at nå nye højder, skriver De 3 Stiftstidender & JydskeVestkysten. I takt hermed har også priserne taget en flugt mod himlen. I 1996 kostede et nedlagt landbrug i gennemsnit 576.000 kr. I dag har den gennemsnitspris sneget sig op på lige over en mio. kr. /ritzau/

København får IT-styrelse

TEKNOLOGI En ny IT-superstyrelse får base i København, og dermed er både Århus' og Aalborgs forhåbninger om at få styrelsen til Jylland skudt i sænk. Helge Sander (V), minister for videnskab, teknologi og udvikling, siger til Computerworld Online, at styrelsen kommer til at ligge i København. En flytning til en anden by end København vil tage alt for lang tid, og ministerens plan er, at styrelsen skal i gang inden april. Derudover er Helge Sanders argument, at en række af de medarbejdere i forvejen arbejder i København. I Århus giver udmeldingen skuffede miner. Kommunens IT-rådmand, Peter Thyssen (R) havde gerne set IT-styrelsen placeret i Århus' nye IT-by på Katrinebjerg. rye

Dansk inflation over middel

ØKONOMI Priserne stiger en anelse mere i Danmark end gennemsnittet for de øvrige EU-lande. Det viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik. I december var stigningen i forhold til året før 2,1 procent i Danmark, mens gennemsnittet for samtlige 15 EU-lande var på 2,0 procent. For de 12 lande i euro-zonen var inflationen den samme som i Danmark. De største stigninger er sket i Holland med 5,1 procent og Irland med 4,4 procent, mens de mindste stigninger har fundet sted i Luxembourg med 0,9 procent og Storbritannien med 1,0 procent. /ritzau/

Ny pc-ordning er dårligere

SKAT Regeringens forslag til en ny ordning om hjemme pc'erne for medarbejderne er kun halvt så fordelagtig for medarbejderne som den gamle model, hvor medarbejderen kunne finansiere computerkøbet ved at gå ned i bruttoløn. Det viser nye tal fra BDO Skat, skriver dagbladet Børsen. Koster computeren 14.000 kr., der finansieres over tre år, og arbejdsgiveren betaler en fjerdedel af prisen, så stiger den samlede nettoudgift for den topbeskattede medarbejder fra godt 3800 kr. til 7000 kr. /ritzau/

Flere skal forlade Berlingske

DAGBLADE Berlingske Tidende skal i nær fremtid reducere medarbejderstaben med 25 til 30 stillinger. Medarbejderreduktionen sker som led i den 80 millioner kroner store spareplan, som bl.a. betyder, at avisen skal være mindre. Direktør Anders Kronborg, Berlingske Tidende, bekræftede fredag over for P1-programmet "Mennesker og Medier", at der er fratrædelser på vej. »25-30 medarbejdere er ikke helt forkert gættet,« siger Kronborg, som understreger, at der dermed ikke er truffet beslutning om egentlige afskedigelser. Ifølge direktøren kan der også blive tale om frivillige aftrædelsesordninger og naturlig afgang. Kilder på avisen bekræfter over for Ritzau, at ledelsen torsdag orienterede de ansatte om beslutningen. /ritzau/

..

BRANCHENYT
Læs også