Nyt udspil skal stoppe kvotefusk

Danmarks Fiskeriforening tager på sit hovedbestyrelsesmøde torsdag stilling til et helt nyt udspil, der skal sætte en stopper for fuskeri med industrifiskeri i stil med det, der for nylig blev afsløret i Esbjerg. I løbet af en enkelt uge tog fiskerikontrollen 12 skibe, der ulovligt sejlede i land med i alt 6000 ton sild i stedet for industrifisk.

Det forhandlingsudspil, som Danmarks Fiskeriforening behandler torsdag, er resultatet af et længere møde onsdag mellem fiskeriforeningens formand og foreningens industrifiskeriudvalg samt fiskemelsindustrien. »Vi er enige med Danmarks Fiskeriforening om, at foreningens hovedbestyrelse skal have lejlighed til at diskutere oplægget torsdag, inden elementer af det offentliggøres. Men det er korrekt, at udspillet indeholder elementer, der skal sætte en stopper for fusk med industrifiskerikvoter fremover,« siger Erik Bonde Pedersen, formanden for fiskemelsfabrikkerne. /ritzau/

BRANCHENYT
Læs også