Kort nyt

Pendlere frygter udlicitering

TRANSPORT Pendlerne på de udliciterede togstrækninger i Jylland frygter, at servicen bliver væsentligt dårligere, når Arriva overtager trafikken fra DSB. Repræsentanter for pendlerne mødtes søndag med Arriva for at diskutere selskabets foreløbige planer for togtrafikken på strækningerne. Ifølge en af pendlerrepræsentanterne, århusianeren Ole Christiansen, var Arriva lydhøre og imødekommende overfor problemerne. Ole Christiansen mener dog stadigt, at det vil blive sværere at være pendler på strækningerne. Således peger han bl.a. på, at der sker en reduktion i antallet af togafgange, og køreplanerne ændres, så tog og busser kommer til at passe dårligere sammen. /ritzau/

Dom rammer regeringsplaner ARBEJDSMILJø Regeringen har fået problemer med at leve op til et af sine løfter. I sit regeringsgrundlag lover den virksomheder med færre end ti ansatte, at de kan blive fri for at skrive en vurdering af arbejdsmiljøet, medmindre arbejdspladsen er specielt farlig. Men det løfte satte EF-domstolen torsdag en stopper for, da Tyskland tabte en sag om netop det emne, skriver Politiken. Ifølge professor dr.jur Ruth Nielsen fra Handelshøjskolen i København er dommen ikke til at tage fejl af. »Det er i strid med direktivet, at myndighederne undtager nogle arbejdsgivere. Dommen siger også meget klart, at arbejdsgiverne skal råde over dokumenter. Så i forhold til de overvejelser regeringen har om at lempe på reglerne om arbejdspladsvurderinger, så skulle de snarere skærpe reglerne,« siger hun. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har bedt statens advokat, Kammeradvokaten, om at se på dommen. /ritzau/ Strejke truer trafikken til oliefelterne ..

BRANCHENYT
Læs også