Kort nyt

Organisationer fusionererERHVERVSORGANISATION

En ny stor erhvervsorganisation er blevet til. Det er AHTS (Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service), Handelskammeret og Horesta, der har besluttet sig for at fusionere. Den nye organisation, der bliver den næststørste i Danmark, præsenteres på mandag, hvor også navn, logo, direktion og sted for hovedkontoret bliver offentliggjort. Planen er, at organisationen skal træde i kraft den 1. juli i år. /ritzau/

Indvandrere på internettet

STATISTIK Seks ud af 10 indvandrere har adgang til internettet enten fra hjemmet eller fra arbejdspladsen. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Det er specielt de unge efterkommere af indvandrere, der benytter sig af at surfe på nettet. 82 pct. af efterkommere har adgang til nettet enten fra hjem eller arbejdsplads mod kun 55 pct. af indvandrere.Ser man på befolkningen i Danmark som helhed, har 71 pct. adgang til nettet. /ritzau/

Ulovligt sildefiskeri fortsætter

FISKERI Ulovligt fiskeri efter sild er fortsat i februar trods den meget omtalte pågribelse af 12 fiskere fra Esbjerg i januar. I februar er det ulovlige fiskeri rykket til Nordjylland, hvor Fiskerikontrollen har afsløret 18 fartøjer i at fiske alt for meget af spisefisken sild i deres fiskeri efter industriarten brisling i Kattegat og Skagerrak. Selv om aktionen i januar tilsyneladende ikke havde den store forebyggende effekt, så har Fiskeridirektoratet valgt fra fredag at genåbne den del af Nordsøen, som i januar blev lukket for industrifiskeri som følge af afsløringen af de 12 Esbjerg-fiskere. /ritzau/

Kohberg køber op

BRøD Brødfabrikken Kohberg har købt Nakskov Mill Foods. Og dermed er hele ringen af morgenmadsprodukter lige fra brød til gryn ved at være dækket hos Kohberg. Nakskov Mill Foods var nemlig tidligere kendt som en fabrik, der lavede Ota Solgryn. Nakskov Mill Food blev dannet, da Ota i sin tid besluttede sig for at flytte sin produktion til England. Siden har fabrikken i Nakskov været underleverandører til detailhandlen og har ikke haft egne mærker på familien Danmarks morgenbord.Det er moderselskabet bag Kohberg, KOFF A/S, der har købt fabrikken i Nakskov. /ritzau/

Arla sluger en halv Cocio

FøDEVARER Arla Foods bliver halvt ejer af Cocio Chokolademælk A/S, der med 30 medarbejdere for nylig tog en ny fabrik i brug i Esbjerg. Cocio er kendt for sine produkter af chokolademælk, som sælges i enten dåse, retur- eller engangsflasker både i Danmark og på en række eksportmarkeder. Enhver hyppig pølsevognsgæst vil kende produktet. /ritzau/


..

BRANCHENYT
Læs også