Stærk euro

Euroen viste atter styrke i onsdagens marked, hvor kursen på den fælles europæiske valuta først på formiddagen var steget til 0,9505 dollar - det højeste niveau siden januar 2001. Euroen kunne dog ikke fastholde sin nyvundne styrke, og ud på eftermiddagen blev den handlet til 0,9475 dollar mod 0,9460 dollar aftenen før.

Interessen for den europæiske valuta var i høj grad afledt af en manglende lyst til at erhverve de øvrige toneangivende valutaer. Investorerne spekulerede i, at de seneste kursfald i det amerikanske aktiemarked i stigende grad skulle få de internationale investorer til at trække deres investeringer ud af USA. Hvis de internationale investorer afhænder deres amerikanske aktier, vil de frigjorte midler fra salget i et vist omfang blive kanaliseret over i andre valutaer og derved svække dollaren.

Frygten for, at børserne i New York endnu ikke har nået bunden, fik en række investorer til at sælge deres dollars og i stedet købe euro, hvilket for en kort bemærkning sendte den europæiske valuta over 0,9500 dollar. Men investorerne skulle lige vænne sig til euroens nye niveauer, og derfor blev mange efterfølgende fristet til at hjemtage deres gevinster, hvilket tog toppen af morgenstundens optur...

BRANCHENYT
Læs også