Kort nyt

Omsmeltning af øldåser indledes GENBRUG Danmarks eneste anlæg til omsmeltning af aluminium begynder i dag at bruge også øl- og sodavandsdåser i sit anlæg. Dåserne genopstår senere som blandt andet pumper hos Grundfos efter at være omsmeltet hos Stena Aluminium på Metalvej i Kolding. I forbindelse med omsmeltningen af det første parti aluminiumdåser fra Dansk Retursystem, vil sekretariat for Aluminium & Miljø fremlægge et forslag til en mere differentieret afgift på drikkedåser. Ifølge sekretariatet koster en dåseøl en krone mere end en øl på flaske, alene på grund af afgiftssystemet. Aluminiumsindustrien vil gerne have fjernet den forskel og give forbrugerne et reelt frit valg mellem de to typer emballage. Stena Aluminium omsmelter omkring 30.000 ton aluminium årligt, hvoraf kun et par tusinde ton vil være fra dåser, oplyser Jim Hansen, sekretariatet for Aluminium & Miljø. /ritzau/ Øget arbejde truer flysikkerhed LUFTFART I dag aktionerer piloter i hele Europa mod et EU-forslag til nye arbejdstidsregler, som de mener kan bringe flyvesikkerheden i alvorlig fare. Luftkaptajn Teddy B. Iversen er formand for den europæiske pilotforening European Cockpit Association (ECA) og flyver for Maersk Air. Han er stærkt utilfreds med, at den omfattende videnskabelige viden om træthed ikke er blevet inddraget i forarbejdet til forslaget. »I de senere år er træthed dukket op i havarirapporter som en medvirkende årsag til havarier. Det har formanden for Europa-Parlamentets transportkomité, Brian Simpson, der står bag forslaget, fuldstændig negligeret. Han har ikke inddraget eksperternes viden om træthed,« siger Teddy B. Iversen til Ritzau. Forslaget er vedtaget i Europa-Parlamentet og skal nu behandles af EU's transportministre. /ritzau/ Færøsk havmiljø til færingerne MILJø Danmark har overdraget sager vedrørende færøsk havmiljø til færingerne. Færøernes landsstyremand for miljøområdet, Eyðun Elttør, og den danske miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) har i København netop underskrevet en aftale, som indebærer, at Færøerne fra den 1. maj overtager alle love og al administration, der har med færøsk havmiljø at gøre. Parterne arbejder endvidere på at få en samarbejdsaftale i stand mellem Miljøministeriet i København og Færøernes departement for områderne olie og miljø. Denne aftale ventes underskrevet inden den 1. maj. På Færøerne oplyser landsstyremand for miljøområdet Eyðun Elttør, at han snarest agter at sætte flere bekendtgørelser, som skal beskytte det færøske havmiljø, i kraft. Dette medfører bl.a. nye regler i forbindelse med udkastning af affald og olie fra skibe i færøsk hav. /ritzau/ Tysker får Georg Jensen Prisen

DESIGN Den tyske designer Ingo Maurer modtog mandag Georg Jensen Prisen 2003 på 50.000 euro ved en festlighed på Kunstindustrimuseet i København. Ingo Maurer er en legende inden for lysdesign og er gennem tiderne blevet kaldt Lyspoet og Lysets Magiker. Maurer har i over 30 år arbejdet med lysdesign og allerede i 1966 blev hans første værk "Bulb" optaget på Museum of Modern Art i New York. Siden har hans signatur sat sit præg på en lang række udstillinger verden over. Prisen tildeles talentfulde og fornyende kunsthåndværkere og kunstindustrifolk samt personer, der har ydet en særlig indsats inden for kunstnerisk og industriel formgivning. /ritzau/..

Læs også