Kort nyt

Frit valg for TV 2-ejereMEDIER Det står kommende ejere af TV 2/DANMARK frit for at flytte TV-stationens hovedsæde fra Odense, fastslår kulturminister Brian Mikkelsen (K).

Odenses borgmester, Anker Boye (S), havde bedt om at få indført en passage om en konkret geografisk placering i loven om et privatiseret TV 2. Det afviser ministeren: »Dine argumenter har jeg i og for sig stor forståelse for. Omvendt vil det være et ganske væsentligt indgreb i en kommende ejers manøvrefrihed,« skriver Brian Mikkelsen til borgmesteren, der er bekymret for bl.a. »den nationale mangfoldighed og alsidighed«. TV 2 har boet i de restaurerede bygninger på Kvægtorvet siden 1988. JP/ritzau

Ny 200-kroneseddel

PENGE En ny og mere sikker 200-kroneseddel kommer i omløb fra onsdag. Den ny seddel får hologram og fluorescerende farver, men motiverne forbliver de samme som på den gamle 200-kroneseddel, nemlig et portræt af skuespilleren Johanne Luise Heiberg og en løve. Løven går igen i hologrammet og i det usynlige motiv, der bliver synligt i ultraviolet belysning. De gamle sedler forbliver gyldige, men inddrages løbende. Den forbedrede sikkerhed skal forhindre, at pengesedlerne forfalskes. Nationalbanken er i gang med at skifte de danske pengesedler ud med mere sikre sedler. 100-kronesedlen var i november 2002 den første, der blev opgraderet, og næste gang kommer turen til 500-kronesedlen. /ritzau/

Elektronik-tjenester går sammen

ELEKTRONIK Medievirksomheden Retail Internet, der via jatak.com driver Nordens største såkaldte interessebank, er klar til at sende tilbud ud til ca. 700.000 danskere, efter at man har indgået en ny partneraftale med wannasave.com. Denne tjeneste har 192.000 medlemmer og specielt fokus på salg af mobiltelefoner. Retail Internet har i forvejen selv omkring 500.000 medlemmer. De elektroniske tjenester gør det muligt for forbrugerne selv at udpege de områder, hvor man har interesse i at modtage reklamer og tilbud. Dermed strikker kunderne i realiteten selv deres elektroniske tilbudsavis sammen. /ritzau/

Færre flyver fra Kastrup

LUFTFART Passagertallet i Københavns Lufthavne (KL) i Kastrup faldt 4,8 pct. i marts til 1.328.680 sammenlignet med marts 2002, da tallet var 1.393.148, oplyste KL tirsdag. KL anfører, at krigen i Irak har påvirket udviklingen i negativ retning, men påsken gør faldet større end tallet umiddelbart viser. Sidste år faldt påsken i marts, mens den i år falder i april. Dermed var sammenligningstallet for marts 2002 negativt påvirket af påsken, hvor der normalt er færre rejsende. RB-Børsen

Orange sænker mobilpriserne

TELEFONI Orange går nu aktivt ind i priskrigen på mobilmarkedet. Det sker med lanceringen af et nyt taletidskort, med minutpriser fra 75 øre og SMS-beskeder fra 25 øre. Den lave minuttakst opnås dog kun ved opkald til tre udvalgte Orange-mobilkunder og ét fastnetnummer. For øvrige opkald er minutprisen 1,50 kr. Den lave pris kræver ydermere, at ordningen styres via internettet eller SMS. Tanker man op med et traditionelt taletidskort, er minutprisen 97 øre for opkald til de udvalgte telefonnumre, mens prisen stiger til 1,95 kr. pr. minut for alle øvrige opkald. Samtidig stiger SMS-prisen til 33 øre pr. minut, hvis der anvendes et traditionelt taletidskort.

..

BRANCHENYT
Læs også