Kort nyt

Virksomheder er forsigtigeSARS Tidligst om to måneder begynder den frygtede lungesygdom sars at koste LEGO penge. Koncernen har 50 ansatte i Hong Kong, hvoraf de fem er udsendte danskere. De har alle besluttet at blive, men de fire har sendt familien hjem. »Vi har sørget for masker til alle, og vi opfordrer til at begrænse rejseri mest muligt,« oplyser informationskonsulent Jette Orduna fra LEGO. Først om to måneder har koncernen planlagt nye projekter i regionen, som kan blive udskudt, hvis situationen forhindrer rejser. Arla Foods havde for 14 dage siden tre medarbejdere i Kina til en messe. En er rejst videre og de to andre er kommet hjem, oplyser kommunikationschef Astrid Gade. Lokalt har Arla en fastansat medarbejder i Kina, to i Japan og en i Malaysia. Sars har fået de danske rederier til at øge deres beredskab for skibe, der sejler i Østen. Det betyder blandt andet, at rederierne kun foretager de mest nødvendige skift af besætninger i havnene i det sydlige Kina og Hongkong, skriver bladet Søfart. /ritzau/

Ny kapital til Chempaq MEDICO Det danske medicoselskab Chempaq har netop fået tilført endnu en portion venturekapital. Pengene kommer igen fra ventureselskabet Symbion Capital, InnFond p/s og Vækstfonden, som er gået sammen om at investere i Chempaqs og deres kompakte minianlysator til blodcellemåling. I modsætning til dagens store apparater er Chempaq's minianlysator kun på størrelse med en håndtaske, og dens nye teknologi kan måle antallet af blodceller med stor præcision. Det betyder, at behandlingen af patienter i kemoterapi bliver lettere, fordi de ikke længere skal på hospitalet, men kan undersøges hjemme eller hos egen læge. Chempaq's direktør venter, at en prototype af apparatet er klar til september. mark K støtter skærpede miljøkrav LANDBRUG De Konservatives miljøordfører, Helle Sjelle, mener, at landbruget principielt bør være underlagt de samme miljøregler som andre industrier. »Når landbrugsloven til efteråret skal revideres, bør et af resultaterne være skærpede miljøkrav til landbruget. Dansk landbrug bør være indstillet på i højere grad at blive underlagt de samme regler og godkendelser, der gælder for andre industrivirksomheder,« siger hun. Dermed imødekommer hun Socialdemokratiet, som vil fremsætte et beslutningsforslag, der betyder, at alle landbrug over 30 hektar eller med flere end 42 dyreenheder skal have individuelle miljøgodkendelser. /ritzau/ Saftfabrik i Køge solgt OVERTAGELSE Vallø Saft A/S i Køge blev fredag solgt til det østrigske selskab Agrana, som er Centraleuropas førende producent af sukker og stivelser med en omsætning på ca. 850 mio. euro og beskæftiger ca. 4000 medarbejdere i selskaber i Central- og Østeuropa, oplyser Vallø Saft i en pressemeddelelse. De hidtidige ejere overtog for ca. 10 år siden Vallø Saft A/S og har gennemført en omfattende udvikling af selskabet. Agrana har planer om at udvide porteføljen, hvilket er et naturligt led i strategien med at producere produkter til levnedsmiddelindustrien baseret på primære råvarer fra landbrugssektoren. /ritzau/ SAP og Oracle bejler til Maersk REDERIER Verdens største containerrederi, Maersk Sealand er på vej til at købe et nyt økonomisystem for et trecifret millionbeløb, erfarer ComputerWorld. Tyske SAP og amerikanske Oracle er ifølge flere uafhængige kilder udvalgt til at byde på den store ordre, skriver ComputerWorld. CFO Eivind Kolding i A.P.Møller bekræfter, at der er en udbudsforretning i gang. »Men det er ikke noget, som vi forretningsmæssigt vil delagtiggøre omverdenen i,« siger Eivind Kolding til bladet. Ordren drejer sig om et nyt fælles, standard finansielt virksomhedssystem til blandt fakturering og bogføring - et såkaldt ERP system. RB-Børsen Flere prøver at svindle FORSIKRING Svindel med forsikringer har bredt sig til livsforsikring, og Topdanmark har oprustet sit "detektivkorps" for at hamle op med svindlen. I løbet af de seneste halvandet år er efterforskningen af mistænkelige sager vokset til at optage tre fuldtidsansatte medarbejdere. »Dels er vi blevet mere opmærksomme på svindel, dels er det mit indtryk, at der er sket et skred i holdningen til svindel med forsikring, så flere prøver,« siger direktør Jan Hoffmann, Topdanmark. Senest har det ført til, at selskabet anmeldte en vognmand til politiet. Ifølge Topdanmark forsøgte han at svindle sig til at få udbetalt sin invaliderente samtidig med, at han kørte Europa tynd i sin lastbil. »Livsforsikring er meget baseret på tro og love-erklæringer fra folk om deres sygdom, og mens der er gode kontrolmuligheder over for lønmodtagere, er det vanskeligere med selvstændige,« siger Jan Hoffmann. /ritzau/ Første fælles overenskomst LÆGEPRAKSIS For første gang er der indgået landsdækkende overenskomster mellem de praktiserende læger og sygeplejersker, bioanalytikere og sekretærer ansat i almen praksis. Overenskomsterne berører 2000 praktiserende læger, 1600 lægesekretærer, 900 sygeplejersker og 150 bioanalytikere. Det er Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening (P.L.A.), der har indgået overenskomsterne med Dansk Sygeplejeråd og Danske Bioanalytikere samt HK/Service. Hidtil har f.eks. HK/Service måttet ud og tegne overenskomst for lægesekretærer i hver enkelt lægepraksis. /ritzau/ Amterne bryder EU-regler

AMBULANCEKøRSEL Det er i strid med EU's konkurrenceregler, når amterne i årevis har ladet Falcks Redningskorps stå for ambulancekørslen i Danmark, uden at andre virksomheder har haft mulighed for at byde på opgaverne. En endnu ikke offentliggjort kendelse fra Klagenævnet for Udbud fastslår, at Vestsjællands Amt handlede i strid med reglerne, da det forrige år skrev kontrakt med Falck uden først at have sendt ambulanceopgaverne i udbud, skriver Politiken. Dommen er opsigtsvækkende, fordi den fastslår, at amtet også skulle have sendt den liggende patienttransport og den akutte ambulancekørsel i licitation. Hidtil har Konkurrencestyrelsen sagt til amterne, at kun den siddende patienttransport skulle udbydes. /ritzau/..

BRANCHENYT
Læs også