Kort nyt

Proteststorm fra telekunder TELEFONI Telefonerne kimer, og de elektroniske postkasser bugner hos det nye Teleankenævn, der i løbet af blot et par uger har fået omkring 700 henvendelser fra utilfredse telekunder, skriver Berlingske Tidende.

Kunderne klager bl.a. over, at de bliver ved med at få regninger fra selskaber, selvom de har opsagt deres abonnement, eller de bliver tilmeldt selskaber uden at vide det. Omkring 100 af henvendelserne er allerede registreret som egentlige sager, der i løbet af de kommende måneder skal behandles af nævnet. Til sammenligning behandlede Forbrugerstyrelsen, hvor telekunder tidligere kunne klage, i hele 2001 knap 650 skriftlige sager. Sekretariatsleder Marianne Bundgaard beskriver de mange henvendelser fra forbrugerne som overraskende. Bl.a. fordi nævnet kun er et par uger gammelt og blev åbnet 25. juli midt i sommerferien. »De mange klager er overvældende. Det er flere, end vi havde regnet med. Det beviser, at der virkelig er brug for et ankenævn,« siger hun. Derfor vurderer Marianne Bundgaard foreløbig, at nævnet kommer til at behandle langt flere end de omkring 1000 sager, som det ellers blev skønnet, der vil komme årligt. /ritzau/

Erhvervslivet skal betale

VOKSENUDDANNELSE Hvis det står til regeringen, skal dansk erhvervsliv fremover betale for en langt større del af den offentlige voksen- og efteruddannelse. Bag kulisserne arbejder regeringen med planer om at trække en ny grænse for, hvilke uddannelser der betales af det offentlige, og hvilke erhverslivet selv må finansiere. Den vil bl.a. gennemføre en ordning, hvor arbejdsgiverne selv kommer til at betale den fulde lønudgift for at sende medarbejdere på efteruddannelse, skriver Ugebrevet Mandag Morgen. »Jeg har overvejet, om man kan udvikle en anden sammenhæng i vores uddannelser, så staten overtager udgifterne til grunduddannelse, mens virksomhederne i højere grad betaler for uddannelser længere fremme i livforløbet. Nu vil jeg drøfte tankerne med arbejdsmarkedets parter og de politiske partier, siger undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) til ugebrevet. I dag bruger samfundet lidt over en milliard kroner på en godtgørelse til beskæftigede, der midlertidigt efteruddanner sig inden for de såkaldte AUF-områder. Det er den regning, som det er tanken at lade virksomhederne betale via den særlige fond, Arbejdsgivernes Elevrefusion. /ritzau/

Anklaget for momssvindel

TOLDSKAT Bagmandspolitiet kræver en bøde på 43 millioner kroner af en forretningsmand fra Silkeborg, som mistænkes for moms- og toldsvindel i forbindelse med salg af mobiltelefoner. Told og Skat vurderer, at statskassen er blevet snydt for helt op imod 100 millioner kroner. Dermed kan sagen ende med at blive større end retssagen imod ledelsen af højskoleimperiet Tvind, skriver dagbladet Børsen. Forretningsmanden står tiltalt for at have smuglet et meget stort parti mobiltelefoner fra Norge til Danmark, hvorefter han har udfærdiget urigtige danske købsfakturaer fra et ikke-eksisterende firma. Sådan begyndte sagen i Hirtshals i 1998. Siden trevlede skattemyndighederne op, at der tilsyneladende også var indkøbt mobiltelefoner i Tyskland, som blev ført over den danske grænse uden moms. Men fakturaerne blev påført 25 procent moms, og på den måde blev statskassen snydt. Sagen kommer for retten i Silkeborg 1. september. Forretningsmanden nægter sig skyldig. Men bliver han dømt, risikerer han flere års fængsel. /ritzau/

International mode i København

MESSE Dette års udgave af modemessen Copenhagen International Fashion Fair, som sluttede søndag i Bella Center, havde en stigning i det udenlandske besøgstal på 29%. Sammenlagt blev messens fire modedage gæstet af 23.634 besøgende - en vækst på 2,8% i forhold til i fjor. Næst efter de mange danske indkøbere er svenskerne den største besøgsgruppe, da der kom 3.375 messegæster fra landet på den anden side af Øresund. jep

Finansstrid fortsætter skriftligt

INVESTERINGER Der var åbenbart ingen afklaring på striden mellem investeringsforeningen BankInvest og forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen på deres møde mandag. Parterne har hver deres opfattelse af, hvordan BankInvest har præsenteret sine foreninger med virksomhedsobligationer for kunderne. Forbrugerombudsmanden har kritiseret præsentationsmaterialet fra BankInvest og opfordret til, at utilfredse kunder kan få deres penge tilbage, mens BankInvests bestyrelsesformand, Uffe Ellemann-Jensen, kalder forbrugerombudsmandens handlemåde for "dårlig forvaltningsskik", fordi kritikken er fremsat, uden at BankInvest er hørt i sagen. Efter mødet i går vil forbrugerombudsmanden skitsere sine synspunkter i et brev til investeringsforeningen, som derefter skal komme med sit svar. /ritzau/

..

Læs også