Nordjysk succes med kultursponsorer

Fire millioner - så mange private kroner lykkedes det op til denne sæson Aalborg Kongres & Kulturcenter (AKKC) at få private sponsorer til at skyde i centerets mangeartede program af inden- og udenlandske optrædener.

Beløbet, der er rekord for det store, nordjyske kulturhus, står i skarp kontrast til situationen på landsplan. Her har kulturminister Brian Mikkelsen (K) netop relanceret et projekt, der skal få kultur- og erhvervsliv til at rykke tættere sammen i erkendelse af, at den hidtidige succes på det område har været til at overse.

AKKC's direktør, Ernst Trillingsgaard, kunne i går præsentere et foreløbigt program på 10 store internationale navne som gruppen på 16 af såkaldte kultursponsorer har bidraget med samlet en million kroner til for at få til Aalborg i løbet af den kommende sæson. Blandt højdepunkterne er musicalverdensstjernen Elaine Paige den 11. november og Weimar National Theaters opførsel af Den Flyvende Hollænder den 14. marts 2004. Og stadig er der plads i budgettet til et par hovednavne...

Læs også