Kort nyt

Røkke trues med tvangssalgNORGE: Det var frygt for et finansielt kollaps i den norske finansmand Kjell Inge Røkkes selskaber, der i går fik den norske Orkla-koncern til at fare hårdt frem med en børsmeddelelse, hvori man truede med tvangssalg af Kjell Inge Røkkes personlige aktiver.

Røkkes holdingselskab, Aker RGI, skylder Orkla 600 mio. kr. - en gæld, der forfalder til betaling på tirsdag, og som selskabet næppe er i stand til at betale. Ifølge den norske Finansavisen hersker der i Orklas administration og ledelse en reel frygt for, at de 600 mio. kr. er tabt. Men der er andre kreditorer, der har endnu større grund til bekymring, skriver norske Dagens Näringsliv. Den norske storbank DnB og forsikringsselskabet Gjensidige Nor har endnu mere at tabe, hvis Røkke-imperiets likviditetskrise fører til et sammenbrud. DnB bekræfter over for Dagens Näringsliv, at man har ydet lån til Kjell Inge Røkkes private selskaber, men vil ikke oplyse hvor meget. Finansanalytikere anslår, at DnB alene til Aker Kværner, som Røkke ejer knap halvdelen af, er givet kreditter for 1,8 mia. kr. Samlet anslås det, at DnB og Gjensidige Nor i alt har mellem 3,5 og 5 mia. kroner i klemme i Røkke-selskaberne. hal-

Ja til Morrisons bud på Safeway

STORBRITANNIEN Det britiske erhvervsministerium og de britiske konkurrencemyndigheder godkendte fredag Wm Morrison Supermarkets bud på at købe supermarkedskæden Safeway PLC (den britiske Safeway, ikke den flere gange større Safeway Inc. i USA). Samtidig afviste de britiske myndigheder at godkende de bud på Safeway, der er afgivet af tre store detailhandelskæder Tesco, Asda/Wal-Mart og J. Sainsbury. Myndighederne har været fire måneder om at nå frem til beslutningen. Kapløbet om at købe Safeway startede i januar, da Wm Morrisons fremkom med sit købstilbud. Med sin afgørelse søger konkurrencemyndighederne at sikre, at der fortsat vil være fire store detailhandelskæder i Storbritannien, skriver Financial Times. hal-

Rokering i Nokia-ledelsen

FINLAND Nokia indfører fra årsskiftet ny organisation og vil gennemføre den største rokering i ledelsen i fem år. Den nye organisation inddeler Nokia i fire hovedområder: mobiltelefoner, multimedia, netværker og virksomheds-løsninger. Organisationsændringen sker som følge af, at det mobile marked har udviklet og udvidet sig. »Mobilitet er en global megatrend med store muligheder,« sige Nokias øverste chef og bestyrelsesformand, Jorma Ollila. En af de væsentligste ændringer er udskiftning på den vigtige post som chef for Nokias mobiltelefoner, der står for ca. 80 pct. af Nokias samlede salg. Det hovedområde vil Nokias hidtidige finansdirektør, Olli-Pekka Kallasvuo, fra årskiftet være chef for. Den nuværende chef for mobiltelefoner, Matti Alahunhta, er udnævnt til chefstrateg med ansvar for Nokias strategi, forskning og udvikling og forretnings-infrastruktur. Ny på posten som finansdirektør i Nokia bliver amerikaneren Rick Simonsen, der hidtil har været chef for kunde-finansiering. hal-

..

BRANCHENYT
Læs også