Kort nyt

Godt resultat i ESS-Food HANDEL ESS-Food, som er et handelsselskab 100 pct. ejet af slagterikoncernen Danish Crown, kom ud af 2002/03 med vækst i indtjeningen. Driftsresultatet steg fra 48 mio. året før til nu 61 mio. kr. Omsætningen blev på 2,2 mia. kr. - et fald på 200 mio. kr. Nedgangen skyldes især lave priser på verdensmarkedet for svinekød samt den negative udvikling i en række valutakurser. Mængdemæssigt steg ESS-Foods afsætning til gengæld med 5 pct. i det forløbne år. Selskabet, der primært afsætter danske råvarer, har egne salgsselskaber i USA, Europa og Fjernøsten. jep IT-forsker får 250.000 kr. FORSKNING Direktør Ib Henriksens Fonds forskerpris for 2003 bliver i dag tildelt professor, ph.d. Henrik Reif Andersen, IT-Universitetet i København. Henrik Reif Andersen har i sin forskning arbejdet med temaet formel verifikation. Det er et område, hvor man bruger computere til at formulere og be- eller afkræfte udsagn i formel logik. Målet er at sikre, at computere, programmer og apparater fungerer fejlfrit. Prismodtageren har blandt andet fundet ud af, hvordan man kan få computere til at støtte en bruger i at foretage fejlfrie valg i opsætning og drift af apparatet. /ritzau/ Ny forening for investeringer EJENDOMME En håndfuld danske investeringsselskaber vil stifte en forening for udbydere af investering i ejendomme, som skal blåstemple de gode udbydere. Foreningen vil stille krav til det udbudsmateriale, som medlemmerne udsender. Udbudsmateriale til ejendomsinvesteringer trænger ifølge foreningens stiftere i mange tilfælde til en opstramning. »I dag kan hvem som helst jo udbyde et projekt, og det kan være et skønmaleri fra a til z. Med stiftelsen af en brancheorganisation vil vi opstille et sæt etiske regler, som medlemmerne skal overholde og dermed skille sig ud som de gode,« siger en af initiativtagerne, direktør Jesper Larsen fra Difko. /ritzau/ Mejerierne får ny PR-chef LEVNEDSMIDLER Mejeriforeningen, der er brancheorganisation for de danske mejerivirksomheder, har ansat den 43-årige Turid Fennefoss Nielsen som ny kommunikationschef fra årsskiftet. Hun kommer fra en stilling i it-vest og har tidligere været redaktionssekretær på Århus Stiftstidende. I Mejeriforeningen afløser hun Anne-Marie Dohm, som har valgt at fratræde jobbet til fordel for en lignende stilling hos DGI. /ritzau/ Ikke stop for nytårstorsk FISKERI Nytårstorsken er sikret, selv om der er indført stop for at fiske torsk i Nordsøen. Leverancen af den traditionelle nytårsspise skulle være sikret af torsk omkring Sjælland og Fyn og i Østersøen. Efter nytår kan fiskerne formodentlig igen fange torsk i Nordsøen. Efter planen skal fiskeriets ministre fastsætte næste års fiskekvoter på EU-møder midt i december. /ritzau/ Energipris til arbejdsgivere ENERGI DS Håndværk & Industri modtager i dag Den Europæiske Solpris for sit arbejde med at synliggøre danske metalvirksomheders indsats og arbejde med produkter inden for energiområdet. DS er metalvirksomhedernes arbejdsgiverorganisation, og formanden, Poul Ulsøe, modtager prisen i Berlin for organisationens arbejde med at forbedre forståelsen for og brugen af alternative energiprodukter. Den Europæiske Solpris er indstiftet af EUROSOLAR, Den Europæiske Forening for Vedvarende Energi. Den blev første gang uddelt i 1994. Danmark har flere gange tidligere haft vindere, når solprisen uddeles. Sidste år gik prisen til Samsø Energiselskab og til professor i fysik ved Roskilde Universitetscenter Bent Sørensen for en enestående indsats på området. /ritzau/ Julefrokoster giver bedre arbejdsklima FIRMAFESTER Julefrokoster på arbejdspladsen er mere end en enkelt dags fest og ballade med sild og snaps i lange baner. Hele seks ud af ti lønmodtagere mener nemlig, at julefrokosten forbedrer det generelle arbejdsklima på virksomheden, mens under én procent mener, at julefrokosten forringer arbejdsklimaet. Det viser en undersøgelse blandt knap 1600 lønmodtagere som analysefirmaet Instant Answer har lavet for Ugebrevet A4. Og resultaterne efterlader ingen tvivl om, at julefrokosten på arbejdspladsen er en indgroet og værdsat tradition. Ni ud af ti ansatte er på en virksomhed, hvor der arrangeres julefrokost i år, og tre ud af fire lønmodtagere regner selv med, at de skal deltage i årets festligheder. /ritzau/ 400 firmaer solgt via netbørs ..

Hvis du allerede har adgang
BRANCHENYT
Læs også