Kort nyt

Rengøringsmafia ARBEJDSMARKED De benytter sig af asylansøgere og udlændinge på kontanthjælp eller dagpenge. De bruger fiktive dækadresser, og de scorer millioner af kroner på deres lyssky foretagende.

Rengøringsmafiaen er atter en realitet i den storkøbenhavnske restaurationsbranche, siger Told & Skat København efter en omfattende razzia på 32 restauranter på Frederiksberg og i København torsdag og fredag aften, skrev Berlingske Tidende søndag. Efter kontrolbesøgene måtte Told & Skat konstatere, at omkring tre ud af fire restauranter og caféer benytter sig af sort arbejdskraft. Over 40 personer arbejdede sort. Og i de fleste tilfælde drejede det sig om udenlandske asylansøgere eller lignende, der var ansat af tvivlsomme underleverandører til at gøre rent eller tage opvasken for sorte penge. /ritzau/

Negativ svinepest-test

FøDEVARER De foreløbige analyser viser, at der ikke som frygtet er svinepest på Danish Crown-slagteriet i Holstebro. Fødevaredirektoratet har meddelt, at de første prøver fra den mistænkte gris er negative, men det endelig svar foreligger først tirsdag formiddag. Mistanken opstod natten til fredag, da fødevareregion Herning ved en kødkontrol fandt et slagtesvin med symptomer på klassisk svinepest. /ritzau/

Dansker i spidsen for ACI

LUFTFART Administrerende direktør for Københavns Lufthavne A/S, Niels Boserup, kan føje en titel mere til visitkortet. Han er blevet valgt som præsident for ACI World, der er en verdensomspændende sammenslutning af lufthavnsoperatører, og som repræsenterer mere end 1500 lufthavne.

..

BRANCHENYT
Læs også