Kort nyt

Borgerne taber skattesager SKAT Sorteper havner oftest hos borgerne, når Højesteret tager stilling til retssager mod skattevæsenet. I langt de fleste sager får Skatteministeriet medhold i landets øverste domstol. Siden maj sidste år har Højesteret afsagt 21 domme i sager med Skatteministeriet som den ene part. Kun i fire tilfælde har skatteyderen forladt dysten med armene i vejret, mens myndighederne fik medhold i de øvrige 17 sager, viser en opgørelse foretaget af Ritzau. På et af landets største advokatkontorer, når det gælder sager om skat, nikker chefen genkendende til tallene. »Set over en længere periode er det nok samme tendens, der gør sig gældende,« siger advokat Tommy V. Christiansen fra firmaet af samme navn i Åbyhøj ved Århus. /ritzau/ Pensionister flytter sydpå PENSION Folkepensionen er blevet en integreret del af flyttelæsset, når solstråler og skattefordele lokker ældre danskere til Syden. På få år er de pensionsmillioner, som staten sender ud over Danmarks grænser, mere end fordoblet. Det viser tal fra Den Sociale Sikringsstyrelse under Socialministeriet. Sidste år modtog 22.964 danskere med bopæl i udlandet folke- og førtidspension. I 1997 var antallet 11.308. Tallene for 2003 er på vej, og styrelsen bekræfter over for Ritzau, at stigningen fortsætter. /ritzau/ Kontrakt til Air Greenland

FLYVNING Air Greenland skal flyve passagerer og fragt mellem København og Pituffik/Thule Airbase. Dermed er endnu en del af beflyvningen af Grønland overgået til grønlandske kræfter. Beflyvningen af Thule Airbase vil ske en onsdag om måneden med selskabets Airbus 330, som flyver ruten København-Kangerlussuaq, og som p.t. også flyver charteropgaver for skiturister i Europa i weekenderne. Air Greenland overtager flyvningen fra den hidtidige operatør SAS fra 1. februar 2004. Den hidtidige beflyvning af Pituffik fra Kangerlussuaq med Dash-7 hver 14. dag fortsætter uændret som en del af kontrakten med US Air Force. JP..

BRANCHENYT
Læs også