Slut med gratis Tivolitur på pressekort

Danske journalister får ikke længere pr. automatik gratis adgang til Tivoli i København. Det har i en årrække været fast praksis, at journalister med et pressekort fra Dansk Journalistforbund kunne komme ind i forlystelseshaven uden at betale billetprisen.

Men efter at have undersøgt, hvor meget 30.000 journalistbesøg i 2003 gav af omtale, har haven midt i København besluttet, at det skal være slut med den praksis. I en pressemeddelelse konstaterer Tivoli, at de mange besøg uden efterfølgende historier i aviser, radio og tv formentlig skyldes, at Dansk Journalistforbund efterhånden består af grupper, »som man ikke kan opfatte som redaktionelle medarbejdere.«

Praksis bliver i stedet, at et par hundrede journalister, fotografer og andre, som Tivoli kender og har kontakt med, får en særlig udgave af havens årskort. Andre, som mener, at de skal have gratis adgang, kan søge om det...

Læs også