Kort nyt

Krak kostede 11,5 mio. kr. TURISME Rejsegarantifonden har gjort regningen for konkursen i Sunny Tours op. 11,5 mio. kr. lyder den på, skriver branchebladet Take Off. Sunny Tours, der krakkede 2. juni i 2003, var den største lukning i branchen sidste år.

Samme uge krakkede EuroPas, og det ser ud til at have kostet Rejsegarantifonden 6,5 mio. kr. Fondens tab på disse konkurser har medført, at fonden for andet år i træk kommer ud af regnskabsåret med et underskud. En foreløbig regnskabsopgørelse for året udviser et underskud på ca. 12 mio. kr. Rejsegarantifondens årsrapport for år 2003 forventes offentliggjort i slutningen af april. maria

Flyttemand ekskluderes

TRANSPORT Man kan ikke bruge trusler og uetisk optræden som flyttemand og samtidig være medlem af vognmændenes organisation Dansk Transport og Logistik (DTL). Det fastslog en voldgiftsret onsdag. Flyttemanden Jens Benny Sørensen, Dansk Flytteservice ApS, blev allerede ekskluderet i juni 2002, efter at det kom frem, at han havde brugt trusler til at kræve højere priser af kunderne. Før flytningen aftalte han én pris med kunden, og når så møblerne og resten af flyttelæsset skulle læsses af på den nye adresse, krævede han en anden pris. Hvis ikke kunden ville betale, truede han med at beholde møblerne. Jens Benny Sørensen accepterede dog ikke eksklusionen i 2002, der først kan træde i kraft med onsdagens afgørelse. Han blev samtidig dømt til at betale sagens omkostninger på 9.000 kroner. Voldgiftsretten var enig med DTL i, at Jens Benny Sørensen ikke udførte transportarbejde på en forsvarlig måde og i overensstemmelse med god forretningsskik, og at der var handlet i strid med de etiske normer, som gælder for medlemmer af DTL.

..

Læs også