Kort nyt

Nordex sælger vindmøller

ENERGI Det dansk-tyske vindmøllefirma Nordex AG har fået en ordre på at levere otte møller af typen N90 på hver 2.300 kW til vindmølleparken Pakri Windpark i Estland. Parken ejes af det norske elselskab Vardar AS. Leveringen af møllerne skal være på plads med udgangen af 2004. Pakri Windpark-projektet opføres på en tidligere russisk militærbase. mist

Brandtex går frem

REGNSKAB Tøjkoncernen Brandtex Holding A/S, der bl.a. står bag salget af mærker som B-Young, Fransa og 4 You, formåede at komme ud af et vanskeligt 2003 for tøjbranchen med en fremgang i omsætningen på 140 mio. kr. svarende til en vækst på 5 pct. Fremgangen smittede af på resultatet før skat, der i forhold til 2002 gik frem med 13 mio. kr. til 111 mio. kr. ud af en samlet omsætning på godt tre mia. kr. mist

Tivoli har tjent på gyngerne

REGNSKAB Tivoli har tjent på gyngerne, men ikke sat til på karusellerne. Overskuddet og omsætningen vokser, og Tivoli undersøger nu muligheden for at etablere et hotel. I alt 4,1 mio. gæster gjorde deres entré i Tivoli i 2003/04 mod 3,8 mio. året forinden. Det gav en omsætning på 404 mio. kr. mod 368 mio. kr. året før. Overskuddet før skat landede på 22,8 mio. kr. mod 16,8 året før. JP

Mixit henter masser af kunder

TELE Efter mindre end halvandet år på markedet runder TDC's lavprismobilselskab, TDC Mixit, 125.000 kunder. Dermed har TDC haft held til at holde dampen oppe i sit eget discountselskab, selv om telekoncernen i december sidste år valgte at opkøbe discountgiganten Telmore til en samlet pris på omkring 450 mio. kr. Alene siden nytår har Mixit hentet 35.000 nye kunder svarende til en vækst på 39 pct. mist..

Læs også