Kort nyt:

25.000 færre ledige Langt flere danskere end hidtil antaget kommer i arbejde, og det fører til en massiv nedskrivning af ledigheden i år på 25.000.

STATISTIK Det fremgår af regeringens økonomiske redegørelse, der offentliggøres i denne uge, erfarer Berlingske Tidende. »Jeg kan bekræfte, at der kommer en kraftigere vækst i reduktionen af ledigheden end hidtil ventet, og at reduktionen bliver på et niveau omkring 25.000,« siger finansminister Thor Pedersen (V). Det svarer til, at næsten 70 danskere hver dag forlader arbejdsløshedskøen, og ifølge ministeriets prognoser vil ledigheden nå et historisk lavpunkt på 140.000-150.000 personer allerede ved udgangen af 2005. /ritzau/

Boom i charterrejser

TURISME Rejsebranchen vurderer foreløbig, at ca. 220.000 danskere rejser udenlands i skolernes ferie i år. Det oplyser salgsdirektør hos Star Tour Stig Elling. Branchen sælger i øjeblikket omkring 2.500 rejser om dagen, hvilket er 20 pct. bedre end sidste år. Stig Elling mener, at boomet i salget skyldes en kombination af koldt forår og skattelettelser. »Jeg er overbevist om, at de nye skattekort, der i disse dage dumper ind hos danskerne, har en positiv effekt. Når vi får flere penge mellem hænderne, er udenlandsferien en af de første ting, vi tænker på,« siger han. Star Tour, som er Danmarks største rejsearrangør, udbyder derfor nu 8.000 ekstra rejser i den kommende sommer. /ritzau/

Myter presser seniorer væk

ARBEJDSMARKED Især ældre kvinder er ofre for myter om, at de ikke passer ind i moderne virksomheder. Når kun halvdelen af alle erhvervsdygtige kvinder på 55-64 år er i arbejde, skyldes det i høj grad, at myter om seniorer og deres arbejdsindsats lever i bedste velgående, selv om tiden forlængst er løbet fra dem. »Det er nemlig stadig samfundets opfattelse, at seniorer er dårligt uddannede, og at de ikke er omstillingsparate og derfor ikke passer ind i en moderne virksomhed,« siger Per H. Jensen, der er lektor ved Center for Komparative Velfærdsstudier ved Aalborg Universitet til Kristelig Dagblad. Af en undersøgelse, han har været med til at lave, fremgår, at 77 pct. af alle danske mænd og kvinder ville være glade for et arbejde, også selv om de ikke har brug for pengene. /ritzau/

Løntilskud bliver misbrugt

JOBSTøTTE Regeringens kampagne for at tilvejebringe 4.000 nye job med løntilskud fører til massivt misbrug af støtten, mener Dansk Metal. Siden regeringen indledte kampagnen for flere job med løntilskud, har flere af Metals a-kasser oplevet eksempler på, at Arbejdsformidlingen, AF, har tilbudt virksomhederne tilskud til ganske almindelige job. »Der er tale om rent misbrug af ordningen. Ganske almindelige job bliver omdannet til job med aktiveringsydelse og løntilskud,« siger Valther Andersen, der er forbundssekretær i Dansk Metal. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) kræver beviser for de alvorlige anklager. /ritzau/

Efteruddannelse skal kulegraves

ANALYSE Hver dag deltager næsten 100.000 danskere i efteruddannelse. Alt fra læsetræning til lederudvikling og truckførerkurser. Det koster årligt et tocifret milliardbeløb for staten og virksomhederne, men ingen ved, om pengene er givet rigtigt ud, skriver Politiken Søndag. Nu vil undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) have hele området kulegravet. »Der skal gennemføres systematiske målinger af effekten på det samlede voksen- og efteruddannelsesområde. Det er vigtigt at sikre, at vi bruger pengene, hvor der er behov, og især at sikre, at de offentlige midler anvendes bedst muligt«, siger hun. Målingerne skal vise, om investeringen styrker lønmodtagernes produktivitet og innovationsevne, hjælper mod ledighed og giver øget mobilitet på arbejdsmarkedet. /ritzau/

Svineproduktion undersøges

MILJøPROBLEMER Svineproduktionen på Fyn og de fynske miljømyndigheder bliver nu set efter i sømmene af EU's miljøkommissær, Margot Wallström. I forbindelse med sit besøg i Danmark lovede Margot Wallström ifølge Dan Jørgensen, der er kandidat til Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne, at hun vil se nærmere på det fynske svineproblem. »Jeg fortalte hende om de alvorlige problemer med overproduktion af svin i Danmark og specielt på Fyn. Jeg er glad for, at hun nu går ind i sagen,« siger Dan Jørgensen. Margot Wallström kan undersøge, om svineproduktionen på Fyn udgør så stort et problem, at Danmark ikke opfylder EU's miljøkrav. /ritzau/

Havnearbejdere vil arbejde gratis

TILBAGEHOLDELSE Det tilbageholdte skib "Silva" i Esbjerg Havn bliver nu tømt for sin last af træ. Dermed kan en løsning for det skandaleramte russiske skib være kommet nærmere, oplyser DR Radio Syd. Efter et forlis sidste år forbød søfartsmyndighederne "Silva" at sejle fra Esbjerg. Og da søfolkene ikke fået løn, nægtede havnearbejderne i Esbjerg at losse skibet. Nu har de ændret mening. »Stribevis af advokater pindehugger i sagen, men vi risikerer, at der ingen penge bliver til søfolkene,« siger Henning Hyllested til DR Radio Syd. Derfor har havnearbejderne besluttet at losse "Silva". Deres løn skal sendes til de russiske søfolk, der tog hjem til Ukraine i marts uden løn. /ritzau/

Ilva åbner butik i Manchester

DETAILHANDEL Den danske møbelkæde Ilva investerer mere end 220 mio. kr. i et nyt møbelhus i Manchester. Butikken på 11.000 m 2 bliver Ilva-kædens første butik uden for Skandinavien. Ilva, der ejes af det amerikanske investeringsselskab Advent International, har planer om at åbne yderligere 19 forretninger i Storbritannien i løbet af de kommende 10 år. Den nye butik ved Piccadilly Basin i Manchester får mere end 250 ansatte. la

Jerndisciplin koster indtjeningen

LEDELSE Kæft, trit og retning forringer indtjeningen. Danske virksomheder tjener flere penge og giver større overskud, når ledelsesstilen er moderne og baseret på dialog med medarbejderne. Den gammeldags cheftype, der kører firmaet med hård hånd og mest betragter medarbejderne som et nødvendigt onde, er en dårligere forretningsmand end sine mere moderne kolleger, der sætter samarbejde og medarbejderpleje højt på dagordenen. Det er konklusionen i en undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation, hvor man for første gang har undersøgt sammenhængen mellem ledelsesstil og indtjening. /ritzau/

..

Læs også