Kort nyt:

Danske virksomheder i top 500 Microsoft er stødt af tronen over listen af verdens største 500 selskaber.

STøRRELSEOpgørelsen, som er lavet af Financial Times, er baseret på virksomhedernes markedsværdi. Softwareproducenten Microsoft er nu "kun" nummer to efter industrikonglomeratet General Electric. General Electric har tidligere været placeret på avisens liste Global 500. General Electric har en markedsværdi på omkring 300 mia. dollars. Microsoft er ifølge opgørelsen 271 mia. dollars værd. Tre danske virksomheder er med på listen. Ikke overraskende er rederiet A.P. Møller-Maersk Danmarks største virksomhed med en opgjort markedsværdi på 34 mia. dollars. Rederiet er nummer 145 på listen. Nummer 324 er Danske Bank med en opgjort værdi på 16 mia. dollars, mens Novo Nordisk indtager listens nummer 394 med en markedsværdi opgjort til 13 mia. dollars. USA dominerer listen med i alt 247 amerikanske selskaber. maria

Barselsfond til alle privatansatte

ARBEJDSMARKED Meget tyder på, at alle lønmodtagere på det private arbejdsmarked vil være omfattet af en barselsordning allerede inden 2006. Der ser ud til at være politisk flertal for en barselsfond, der omfatter godt én million lønmodtagere, som ikke allerede er omfattet af udligningsordningen på DA/LO-området. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) er indstillet på at lovgive for den del af det private arbejdsmarked, som ikke fik en barselsordning ved forårets overenskomster og heller ikke får det ved overenskomsterne næste forår. Omkring årskiftet 2005/06 vil lovgivningen være på plads, vurderer han. /ritzau/

Danica køber op i Norge

PENSION Danica Pension, der er Danmarks største pensionsselskab og en del af Danske Bank-koncernen, udvider i Norge. Med købet af forsikrings- og pensionsvirksomhederne Nordenfjeldske Personforsikring AS og Gjensidige NOR Fondsforsikring (GNFF) opnår Danica en markedsandel på omkring 14 procent af det norske marked for unit link pension. Handlerne er betinget af myndighedernes godkendelse. /ritzau/

Stress giver vægtproblemer

ARBEJDSMILJø Stress på jobbet øger mænds risiko for at tage på, hvis de i forvejen kæmper med overvægten. Arbejdsrelateret stress kan påvirke vægten hos mænd, der i forvejen vejer for meget eller for lidt. Overvægtige mænd har større risiko for at tage yderligere på, hvis de føler sig presset på jobbet. Og mænd, der vejer for lidt, har omvendt sværere ved at tage på og blive normalvægtige, hvis de er ansat i et stresset arbejdsmiljø. Det viser en undersøgelse fra Arbejdsmiljøinstituttet (AMI), der omfatter knap 2000 danske mænd. /ritzau/

Ny lov mod piratkopiering

LOVGIVNING Folketinget vedtog torsdag en lov, som skal hjælpe erhvervslivet af med varemærkeforfalskede og piratkopierede varer. Den nye lov tillader toldmyndighederne at gribe ind, hvis rettighedsindehavere har mistanke om, at personer eller virksomheder indfører varer, der er forfalskede, kopierede eller på anden måde krænker patent- og ophavsrettigheden. Loven giver Told & Skat mulighed for at tage de kopierede varer i bevaring - og som noget nyt skal anmelderen hverken betale gebyr eller stille sikkerhed, før Told & Skat går ind i sagen. /ritzau/

Udsigt til konflikt i Alm. Brand

FORSIKRING Forsikringskoncernen Alm. Brand rammes fra tirsdag af en af de sjældne konflikter på det finansielle område. Assurandørerne vil ikke arbejde mere for samme løn. Forsikringsselskabet Alm. Brand står fra på tirsdag den 1. juni midt i en konflikt med selskabets omkring 230 assurandører. Langvarige forhandlinger om at forny assurandørerne overenskomst har ikke båret frugt, og på en ekstraordinær generalforsamling onsdag stemte 188 assurandører nej til det forslag, som koncernen havde fremlagt. Kun 13 stemte ja. Konflikten er bemærkelsesværdig, fordi det er meget sjældent, at der er konflikter på det finansielle arbejdsmarked. /ritzau/

Ny type magnetisme opdaget

FORSKNING Forskere ved Danmarks Tekniske Universitet har fundet ud af, hvorfor visse nanopartikler bliver mere magnetiske ved opvarmning. Det kan føre til nye produkter. To forskere fra Danmarks Tekniske Universitet har beskrevet en ny form for magnetisme i de mikroskopiske nanopartikler. Opdagelsen forklarer, hvordan visse partikler bliver mere magnetiske ved opvarmning. Det er ph.d.-studerende Cathrine Frandsen og professor Steen Mørup fra Nano-DTU, der torsdag fremlagde deres opdagelse i det internationale tidsskrift Physical Review Letters. /ritzau/

Butikker tøver med terminaler

..

Læs også