Kort nyt

Gave til forsvarsindustrien INDUSTRI På mandag modtager dansk forsvarsindustri en gave fra regeringen, som vil betyde nye arbejdspladser og mindre besvær for virksomhederne.

Gaven består i et sæt nye regler, som skal tvinge og lokke udenlandske våbenproducenter til at placere modkøbsordrer hos danske virksomheder i et langt hurtigere tempo, end det sker i dag, skriver Berlingske Tidende. Efter flere års store indkøb af helikoptere og fly til forsvaret mangler udenlandske leverandører at placere ordrer hos danske virksomheder for omkring seks mia. kr. Hvor de i dag har lov at bruge fem-otte år til at placere modkøbsordrer i danske virksomheder, vil de nye regler få mange af dem til at afslutte deres modkøb i Danmark på blot et par år. Formanden for de 24 medlemmer af Forsvars- og Aerospace Industrien i Danmark, direktør Jan Falck Schmidt, forudser, at de nye regler skaber flere arbejdspladser i industrien. /ritzau/

Danmønt giver op

BETALINGSKORT Småpengekortet Danmønt blev aldrig den succes, som PBS Danmønt A/S havde håbet. Nu trækker man kortet ud af markedet. En af grundende til den manglende succes er ifølge PBS A/S at få serviceudbydere har ønsket at modtage Danmønt som betalingsmiddel. Desuden har det populære Dankort udkonkurreret Danmønt på de områder, hvor småpengekortet ellers kunne bruges. PBS Danmønt A/S oplyser, at betalingskortet kan bruges indtil udgangen af 2004. /ritzau/

Lønomkostninger steg 3,6 pct.

ARBEJDSMARKED Lønmodtagernes fortjeneste pr. time steg i første kvartal i år med 3,6 pct. i forhold til samme kvartal året før, viser tal fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA). For arbejdere var stigningstakten 3,8 pct., mens funktionærer fik 3,5 pct. mere i lønningsposen. Virksomhedernes øvrige arbejdsomkostninger steg med 0,1 procentpoint, og dermed er de samlede arbejdsomkostninger seget med 3,7 pct. fra 1. kvartal 2003 til 1. kvartal 2004, oplyser DA. /ritzau/

Ishøj klar med ip-telefoni

IT Ishøj Kommune tilbyder nu ip-telefoni, hvor telefonsamtalerne går via datanet, til alle borgere med internetadgang via Ishøj Fællesantenne. »Vi er som den første kommune i Danmark klar til at give borgeren en stabil og moderne telefonløsning, som oven i købet er billig,« siger Ishøj-borgmester Ole Bjørstorp (S). Kommunen er i projektet i samarbejde med firmaet A+ Arrownet. Ud af 9.000 husstande, der er med i Ishøj Fællesantenne, er de 4.700 internet-kunder hos A+ Arrownet og dermed omfattet af ip-tilbuddet. Den nye form for telefoni giver gratis lokaltelefoni inden for Ishøj Kommune og lave takster for opkald i øvrigt. Abonnementet koster 49 kr. pr. måned. /ritzau/

Bedre tider for MyTravel

TURISME MyTravel har formået at tilpasse sig flybranchens trængte tider. Selskabet har netop fremlagt tallene for første halvdel af regnskabsåret 2003-2004, og det viste for den danske del af MyTravels vedkommende et plus på 9 mio. kr. mod et underskud på 55 mio. kr. i samme periode sidste år. »Når efterspørgslen pludselig falder på grund af f.eks. krige og epidemier, tager det tid for rejsearrangørerne at omstille sig, og alt for mange rejser har tidligere måttet sælges i sidste øjeblik med store tabsgivende rabatter. Den trend fik vi vendt i den forløbne vinter, hvor vi solgte halvt så mange rabatrejser som vinteren før,« siger administrerende direktør Bjarne Hornbek fra MyTravel Denmark A/S. /ritzau/

Dårlige betalere skal have konto

PENGEINSTITUTTER Selvom man er registreret i RKI, kan man godt få oprettet en almindelig indlånskonto i banken. Finanstilsynet har vurderet, at det er i strid med reglerne om god skik, hvis et pengeinstitut afviser at oprette en almindelig indlånskonto alene med den begrundelse, at kunden er registreret i RKI. Finanstilsynet har tidligere tilkendegivet, at pengeinstitutter har en samfundsmæssig forpligtelse til at sikre mulighed for, at en borger kan få oprettet indlånskonti, medmindre der foreligger en saglig begrundelse at afvise kunden. Med den nye afgørelse slår Finanstilsynet fast, at registrering i RKI ikke er en saglig begrundelse. /ritzau/

Coloradobiller nær Tinglev

LANDBRUG Der er fundet adskillige Coloradobiller i en mark med overvintrende kartofler på Tinglev-egnen i Sønderjylland. Det skrev JydskeVestkysten fredag. Hvis der er tale om overvintrende biller, sådan som chefkonsulent Bo Secher fra DSH-Planteavl i Løgumkloster vurderer, betyder det, at billerne sandsynligvis vil sprede sig fra sidste års angrebne kartoffelmarker. »Vi havde allerede sporadiske angreb sidste år, og det er pupperne herfra, som nu klækkes som voksne biller. De flyver så videre til nye kartoffelmarker,« siger Bo Secher, som kalder fundet »en potentiel alvorlig sag, som skal følges nøje.« Han advarer dog mod at begynde at sprøjte i panik og opfordrer i første omgang kartoffelavlere til at gå en tur i deres marker for at se grundigt efter, om der er biller. Særligt økologiske landmænd skal være på vagt, da de ikke kan sprøjte med gift. /ritzau/

Forlig for Falck-reddere

ARBEJDSMARKED Efter 36 timers uafbrudte forhandlinger i Forligsinstitutionen blev der sent torsdag aften indgået forlig mellem SiD og Falck om en ny treårig overenskomst for de 3.780 Falckreddere. Forliget, som lægger sig tæt op ad de øvrige HTS-A/SiD-overenskomster, der blev indgået 1. marts, indeholder blandt andet et nyt kvalifikationslønssystem med en øget lønspredning. Forliget bliver nu sendt til urafstemning. /ritzau/

Skærpet straf for øst-arbejde

ARBEJDSMARKED Arbejdsgivere risikerer fremover op til to års fængsel for at bruge udenlandske arbejdere uden arbejdstilladelse. Det fordobler straframmen. Desuden fordobles bøden til 20.000 kr. pr. mand om måneden. Det var der politisk enighed om i Folketingets integrationsudvalg, som torsdag aften skrev betænkning om socialdemokraternes lovforslag, som ville skærpe reglerne i udlændingeloven endnu mere. /ritzau/

..

Læs også