Kort nyt

Kystfiskere får hjælp FISKERI Fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) indgik onsdag en aftale med samtlige partier i Folketinget om hjælp til landets omkring 330 kystfiskere, der længe har følt sig voldsomt trængt i konkurrencen med de større kuttere og det mere kapitaltunge fiskeri.

Aftalen, der træder i kraft i begyndelsen af 2005, er dermed en håndsrækning til de trængte, men miljøskånsomme kystfiskere. Den betyder, at fiskeriet efter de attraktive spisefisk torsk og tunge fordeles på tre grupper inden for fiskeriet. Formålet er at sikre en pulje af torsk og tunge i danske farvande minus Østersøen til de mindre erhvervsmæssige fiskekuttere (på under 16 meter), der driver kystnært fiskeri. /ritzau/

Nyt storforbund får navn

FUSION Spændingen om navnet på det nye storforbund mellem SiD og KAD er udløst. Fusionsforbundet, der bliver en realitet fra 1. januar 2005, kommer til at hedde Fagligt Fælles Forbund - i daglig tale bare 3F. »Både Specialarbejderforbundet og Kvindeligt Arbejderforbund er stærke varemærker, og der er næppe den dansker, som ikke ved, at det er to fagforbund, der gemmer sig bag vores nuværende forkortelser. Derfor har det været en udfordring at finde et navn, som med samme styrke kan afløse KAD og SiD. Det mener jeg, at vi har fundet i Fagligt Fælles Forbund og 3F,« siger KAD's formand Lillian Knudsen. Det nye forbund overhaler med 370.000 medlemmer HK som Danmarks største fagforbund. /ritzau/

Flere glemte feriepenge

LøN Danskerne er blevet mere sløve i optrækket, når det handler om at hæve deres feriepenge. 31. maj 2004 - ved ferieårets udløb - lå der 65 millioner glemte kroner hos FerieKonto. Sidste år ved samme tid var beløbet 49 mio. kr. Men som noget nyt er det nu muligt at få fingre i pengene frem til 30. september, hvor de sidste år røg direkte over i Arbejdsmarkedets Feriefond efter ferieårets udløb. Det er en del af den ændrede ferielov, som trådte i kraft i år, og derfor er beløbet skrumpet siden maj måned. Lige nu ligger 48 mio. kr. og venter på en ejermand. /ritzau/

Øget konkurrence

FOSIKRING Med det strategiske sigte at komme ind på markedet for advokatansvarsforsikringer har Dahlberg Assurance ansat advokat Kjeld Søgaard. Han kommer fra en stilling som afdelingschef for netop advokatansvarsforsikringer hos Tryg Forsikring. Kjeld Søgaard regnes for en af de førende eksperter inden for advokatansvar. Han har skrevet en række artikler og bøger om professionelt ansvar, herunder bestyrelsesansvar, og han har siddet som afdelingschef i både Tryg og Codan. Dahlberg Assurance sidder i dag på ca. 95 pct. af markedet for revisoransvarsforsikringer, mens Tryg og Codan omvendt dækker ca. 90 pct. af markedet for advokatansvarsforsikringer. Jobskiftet sker pr. 1. juli. JP

Arla klar til tysk konkurrence

LANDBRUG Ledelsen i Arla Foods ligger ikke søvnløs om natten ved udsigten til, at de danske dagligvarebutikker fra 1. juli måske blive oversvømmet med billigere tysk mælk. Flere kæder har bebudet salg af billig tysk mælk, mens andre har valgt at sætte prisen tilsvarende ned. Produktchef Karsten Jeppesen fra Arla siger, at Arla naturligvis tager udfordringen alvorligt. »Men vi har valgt i første omgang ikke at fokusere på prisen, men i stedet på kvaliteten og fødevaresikkerheden,« siger han. Karsten Jeppesen forventer, at den mulige "indmarch" af tysk mælk først for alvor sker i næste uge. /ritzau/

Rejsende positive over for foto

SIKKERHED Fotografering af iris og fingeraftryk, der er menneskenes unikke kendetegn, kan i fremtiden blive en del af flyveturen. Lufthavne, flyselskaber og myndigheder gennemfører i disse år mange forskellige test for at sikre sikkerheden i luften. SAS har siden november 2003 gennemført en test med rejsende fra lufthavnen i Umeå til lufthavnen i Stockholm. Holdningen blandt de rejsende har været positiv. SAS har endnu ikke besluttet at indføre biometri, som den form for teknik kaldes, men afventer myndighedernes krav til øget ID kontrol. /ritzau/

Elskovssyge elsker maltøl

EKSPORT Bryggerigruppen vil indtage de europæiske storbyers ghettoer med maltøl. Indvandrere fra Afrika og Caribien elsker ifølge eksportdirektør Chresten Christensen den alkoholfrie maltøl Vita Malt. Så nu jagter Bryggerigruppen de etniske minoriteter, der bor i f.eks. Lissabon og London for at få solgt nogle flere øl. Eksportdirektøren fortæller, at afrikanerne er vilde med maltøllen, fordi den indeholder et seksuelt ophidsende afrodisiakum. Maltøllen giver ifølge eksportdirektøren mere energi, fordi den indeholder B-vitaminer. Jagten på de etniske minoriteter går ud på at undersøge, hvor i storbyerne, koncentrationen af afrikanske indvandrere er størst og så målrette markedsføringen af øllen mod dem. /ritzau/

Arla får blåstemplet sødemiddel

LANDBRUG Sødestoffet tagatose fra Arla, der er udvundet af restprodukter fra ostefremstilling, er nu blevet godkendt fra en international ekspertkomité for fødevareingredienser, JECFA. Det betyder, at Arla Foods, som foreløbig kører en prøveproduktion i Nordtyskland, kan få sat mere skub i udnyttelsen af produktet, som i folkemunde har fået betegnelsen som mælkeproduktionens hvide guld. Tagatose er et lavkaloriesødemiddel, som for øjeblikket udgør en forsvindende lille del af Arlas forretning, men der skulle være store perspektiver i at udnytte sødemidlet i slik, læskedrikke og morgenmads-produkter i fremtiden. /ritzau/


..

BRANCHENYT
Læs også