Kort nyt

DSB får ny britisk partner togdrift DSB har med en ny partner i Storbritannien fået bedre muligheder for at vinde udbuddet om driften af InterCity-strækningen langs den britiske østkyst mellem London og Skotland.

Det vurderer i hvert fald både DSB og partneren English Welsh & Scottish Railway (EWS). Selskabet, der er det største britiske jernbaneselskab, har transport af gods som hovedopgave og transporterer årligt omkring 100 mio. tons gods. Hver uge kører EWS 8.000 tog, og det har 5.800 ansatte, oplyser DSB. Koncerndirektør Søren Eriksen siger i en kommentar, at EWS vil kunne levere et værdifuldt bidrag under tilbudsprocessen og den efterfølgende drift. /ritzau/

EU får fælles domænenavn

internet Nu kan virksomheder, myndigheder og borgere i EU få et nyt efternavn på sin hjemmeside. Endelsen .eu er nemlig en realitet, skriver internetavisen ComOn. Det betyder, at man lettere kan registrere et navn, der matcher en virksomhed eller en organisation, for .com-mulighederne er efterhånden ret indskrænkede. For et år siden fik European Registry for Internet Domains (EURid) opgaven med at stå for det praktiske i at indføre det europæiske topdomænenavn. /ritzau/

Succes for online musikhandel

musik Det er et hit at købe de nye populære sange på internettet. Apples iTunes Music Store har netop rundet 100 mio. solgte numre, og selskabet kalder det for »en milepæl for handel med musik på nettet.« Danskerne og resten af Europa får adgang til at shoppe sange online i iTunes Music Store fra oktober, hvor hvert nummer kommer til at koste omkring syv kr. Herhjemme kan man i øjeblikket købe enkelte numre via internettet hos Dansk Supermarked. /ritzau/

USA udsætter støtte til møller

energi Forlængelsen af den amerikanske nationale støtteordning til vindmøller er endnu engang blevet udskudt. Ifølge formanden for det amerikanske Senats finanskomite vil det først være muligt politisk at diskutere en endelig udformning af en forlængelse af PTC-ordningen til september. Derefter vil der kun være to måneder til udformning, behandling og vedtagelse inden præsidentvalget i november, hvor den politiske beslutningsproces fastfryses, indtil den næste præsident er tiltrådt. Den nuværende PTC-ordning udløber til nytår. Dermed er der lagt op til en meget stille periode for amerikanske vindmølleprojekter, da interessen for at investere i projekter hænger tæt sammen med vedtagelsen af en ny ordnings omfang og tidshorisont. sandøe

Forbrugerpriser atter på vej ned

statistik Forbrugerpriserne er atter på vej ned, men det vil kun vare kort, mener økonom. Billigere transport, tøj og sko fik indflydelse på forbrugerpriserne i juni. Efter en stigning på årsbasis på 1,3 pct. i maj, faldt forbrugerpriserne til en årsstigningstakst på 1,1 pct. i juni, viser tal for inflationen fra Danmarks Statistik. Prisfaldet på beklædning og fodtøj var på 1,4 pct., mens transport faldt med 1,1 pct. som en følge af lavere brændstofpriser. Til gengæld steg priserne på fritid, kommunikation og kultur. Men det varer kun kort, og inflationen vil begynde at stige igen, mener senioranalytiker i Nordea Jes Asmussen. »Skuer vi frem, vil inflationen begynde at stige igen i takt med, at det økonomiske opsving tager til i styrke,« siger Jes Asmussen. /ritzau/

..

BRANCHENYT
Læs også