Marginalt plus

Markedsdeltagerne korrigerede mandag dollarbeholdningerne forud for den amerikanske centralbankschef, Alan Greenspans, halvårsrapport til senatets bankkomite tirsdag og onsdag. Justeringerne var med til at give dollaren et lille skub opad efter fredagens svækkelse, og ved 16-tiden blev den toneangivende valuta handlet i kurs 598,30 kr. mod 597,90 kr. fredag aften.

Den sivende tendens, som prægede den amerikanske dollar under fredagens handel, aftog mandag eftermiddag, da det var de færreste investorer, som ønskede at undervægte dollaren i tilfælde af positive kommentarer fra centralbanksdirektøren i talen til det amerikanske senat. Men selv om tonen var blevet en smule mildere over for dollaren, bar handlen stadig præg af, at markedsdeltagerne efter fredagens nøgletal havde dæmpet forventningerne til nye rentestigninger på kort sigt.

En mindre stigning i de amerikanske forbrugerpriser på 0,1 pct. overbeviste i sidste uge markedsdeltagerne om, at Federal Reserve roligt kan fortsætte med at stramme pengepolitikken i afdæmpet tempo, idet forbrugerpriserne indikerede, at inflationen fortsat var under kontrol. De svage forbrugerpriser fulgte i kølvandet på andre nøgletal, som antydede, at opsvinget ikke er robust nok til at kunne klare flere rentestigninger foreløbig...

BRANCHENYT
Læs også