Kort nyt

FOA stævner handicappet ARBEJDSMARKED Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) anlægger nu sag mod en handicappet i Viborg med krav om godtgørelse på 15.000 kr. til den handicappedes hjælper for manglende overholdelse af ansættelsesbevisloven.

FOA forventer, at der vil komme flere af den slags retssager, fordi handicaphjælperne ikke har overenskomst. Hverken kommunerne eller socialministeren vil være med til at indgå en sådan overenskomst med henvisning til, at det er de handicappede, der som arbejdsgivere skal stå for både ansættelsesforhold og personaleforhold. »Det forekommer mig at være noget nær Ebberød Bank, at vi tvinges til at trække handicappede for domstolene for at få afgjort sager om rettighederne for lønmodtagere, der reelt aflønnes via skattekroner, samtidig med at den godtgørelse, som vi forventer at få dom for, nok også i den sidste ende skal betales af skatteyderne,« siger forbundsformand Dennis Kristensen. -by

Vi vil have fladskærme

tv Stor interesse blandt danskerne for at købe nye fladskærms-tv kombineret med stærk fokus på billede- og lydkvaliteten kan puste nyt liv i udviklingen af digitale tv-tjenester som pay-per-view, hvor man betaler særskilt pr. tv-udsendelse. Det vurderer teleselskabet Telia efter at have gennemført en undersøgelse blandt 3.000 danskere. For Telias kabel-tv-selskab, Telia Stofa, giver det grund til optimisme, at danskernes interesse for god tv-teknik i hjemmet er så stor. I flere år har branchen nemlig ventet på, at nyt, spændende indhold skulle trække udviklingen af de digitale tjenester frem. /ritzau/

Fuld fart på Ebay

usa Internetauktionshuset Ebay Incorporated kom stærkt ud af første halvdel af regnskabsåret 2004. Omsætningen er steget fra 786 mio. dollars første halvår i fjor til 1,53 mia. dollars i den tilsvarende periode i år. Resultatet af den ordinære drift er fordoblet fra 270 til 520 mio. dollars. Det samme er tilfældet for nettoresultatet, der er vokset fra 196 til 390 mio. dollars. Trods det gode resultatfaldt kursen, fordi investorerne har opskruede forventninger til internetselskaberne. klp


..

BRANCHENYT
Læs også