Retssag truer

Da Royal Unibrew i sidste uge meddelte, at Maribo Bryghus lukker i begyndelsen af det nye år, kom det som en stor overraskelse for alle ansatte.

Beslutningen havde hverken været diskuteret i bryggeriets a/s-bestyrelse eller i samarbejdsudvalget, og det er et brud på loven om varsling ved større afskedigelser. Det skriver Nyhedsbrevet 3F.

3F Midtlolland er parat til at trække koncernen i retten, med mindre ledelsen vil rette op på den dårlige behandling, medarbejderne har fået.

»Tirsdag skal vi forhandle fratrædelsesvilkårene for de fyrede, og jeg går ud fra, at Royal Unibrew vil udvise passende forståelse. Sagt med andre ord ser vi gerne, at den overtrædelse bliver afspejlet i fratrædelsesgodtgørelsen,« siger Jørgen Erik Nielsen, formand for afdelingens industrigruppe. Her og nu har 3F Midtlolland 30 medlemmer på bryggeriet, men i højsæsonen har der normalt været 40-45. Og Jørgen Erik Nielsen har svært ved at forstå lukningen.

»På nær sidste år har bryggeriet altid givet stabile overskud. Det er godt nok ikke Danmarks største bryggeri, men de har til gengæld været meget omstillingsparate, så man hurtigt har kunnet skifte fra én type øl til en anden,« siger han til Nyhedsbrevet 3F.

RB-Børsen

BRANCHENYT
Læs også