Milliontab på tyggegummioffensiv

Tyggegummiproducenten Fertin må tage et tab på i nærheden af 10 mio. kr. for en forfejlet salgsoffensiv.

En stort anlagt offensiv, som skulle skabe et helt nyt marked for tyggegummi med vitaminer og mineraler, er slået fejl. Tyggegummiproducenten Fertin må tage et milliontab og trække sig helt tilbage fra markedet efter mindre end et år.

»Vi havde en fornemmelse af, at vi selv kunne opbygge et mærke inden for tyggegummi med vitaminer, kalk, fluor og klorhexidin. Men det kunne vi ikke, markedet flyttede sig slet ikke,« siger adm. direktør i Fertin Lars Christian Nielsen.

Det har været et dyrt eventyr.

»Det har kostet os lige under et tocifret millionbeløb i udvikling, registrering af mærkerne og opbygningen af hele produktionen,« opregner Lars Christian Nielsen.

Det er mange penge for Fertin, som i 2006 kun fik et overskud på 4,1 mio. kr. efter skat.

Ideen var, at Fertin skulle få mere ud af de kompetencer, virksomheden allerede har opbygget. Fertin producerer i forvejen den slags tyggegummi for kunder som Meda og Actavis. Så det ville være en nem, ekstra indtjening, hvis Fertin ved siden af kunne opbygge sit eget mærke inden for den slags håndkøbsprodukter og sælge dem i Matasbutikker og på apoteker. Men de solgte ikke.

»Nu fokuserer vi rent på business to business-forretningen og at udvikle produkter til de kunder. I første omgang koncentrerer vi os om nye varianter som behandling af allergi, cough and cold (forkølelse og halsonde, red.) og diabetes. Her vil vi kontakte vores nuværende kunder og andre medicinkoncerner, som har udtrykt interesse for at få den slags produkter ind i porteføljen. Det ser ud til, at der er en væsentlig større efterspørgsel,« siger Lars Christian Nielsen.

Fertin har i sagens natur endnu ikke gjort regnskabet op for 2007. Men det ser ud til at vise en omsætning, som er vokset med omkring 20 pct. til omkring 450 mio. kr. Langt det meste af Fertins omsætning kommer fra nikotintyggegummi, som selskabet producerer til både medicinkoncerner og selskaber, som sælger det videre som supermarkedskæders egne mærker.

BRANCHENYT
Læs også